Så er der næsten gået endnu et år, og hvilket et af slagsen. Der har været store signings af danske bands ude i verden, der har været forrygende koncerter over hele København og kalenderen for næste år er allerede ved at være fyldt op med fremragende koncerter. Rock og metal har fyldt meget i mit 2016 og det er derfor også helt naturligt, at det kommer til at stå højest på listen.
På dette tidspunkt af året er det normalt, at lave et tilbageblik på det, som netop er forløbet og jeg er ærligt talt blevet blæst helt væk af det vanvittigt gode musik, jeg har fået hørt i år. Men hvad har været bedst i løbet af 2016?
Her er de fem fedeste koncerter i 2016:
1. Helhorse
Hvis man spørger mig, kan der ikke være tvivl om at årets koncert var Helhorse i Lille VEGA i november (Læs mere HER). Den form for indlevelse og energi, der blev leveret fra de københavnske gutter, er på et helt andet niveau end noget andet, jeg har været med til i år. Jeg er stadig høj fra koncerten og mindes hvorledes jeg fik misbrugt næsten tre timer af mit liv på Ideal Bar efter koncerten, bare for at komme ned på en stille og rolig måde. Helhorse har fået skabt sig en ufattelig fed kombination af rock og metal, som er legende let at forstå, men ikke er fordummende. Tak for to gode koncerter, men den på VEGA var den suverænt bedste.
Den skal du høre: “Carry Your Own” og “Fuck Art, Let’s Kill”
2. Primordial
Danmark blev overfaldet af det legendariske irske power-black band Primordial, som spillede deres første klubkoncert i Danmark nogensinde. Jeg havde lusket mig med på en almindelig billet, men den magtdemonstration som Primordial leverede på en lørdag aften i september, burde gå over i historiebøgerne. En to-timer lang koncert og en smadret arm, der var gået i stykker af at løfte den i vejret, på forsanger Alan Averills kommando. Et refræn om at der skal synges for slaverne på “As Rome Burns” eller de massive lydmure, der gennemsyrer hele Primordials lyd. Når man så bliver varmet fint op af danske SLÆGT kan det vist kun blive opskriften på en god aften.
Den skal du høre: “Where Greater Men Have Fallen”
3. I’ll Be Damned
Vi er tilbage i dansk rock/metal med de forbandede gutter, og det har været et fedt bekendtskab at gøre sig (læs min anmeldelse af deres optræden på Copenhell HER). Den måde, hvorpå mine tømmermænd og ømme muskler forsvandt i den dejlige middagssol på tredjedagen af Copenhell, da disse gutter gik på Pandæmonium-scenen, var helt og aldeles fænomenal. Fede guitarriffs, dejlige melodier og en af de mest karismatiske frontmænd, jeg endnu har set, gør I’ll Be Damned til en oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg afventer med spænding nyt materiale fra de århusianske rødder, så de snart får bevæget sig til København igen, og den lille teaser, de leverede til Steel Panther, var ikke nok til at stille trangen.
Den skal du høre: “Fever”
4. Frank Turner & The Sleeping Souls
Frank Turner besøgte i april måned Danmark for 835. gang (sådan ca.), og det var endnu engang en af den slags koncerter, hvor jeg havde udset mig koncerten flere måneder i forvejen (læs mere HER). Det var også et tætpakket Lille Vega (spøjst, hvordan det bliver ved med at være der, jeg ser mine fedeste koncerter), der tog imod den engelske folk-poet. Med hans nærværende optræden, er Frank Turner et særsyn i hans genre og punk, folk og country har aldrig passet så smidigt sammen, som når Turner spiller op til fest. Jeg har efterhånden været til et par stykker af hans koncerter i Danmark, men næste gang vil jeg med garanti og være at finde oppe foran for at skråle med på de dejlige numre, som “The Road”, “If Ever I Stray” eller den nyere “Mittens”, som er en vidunderlig anti-kærlighedssang om handsker og vanter.
Den skal du høre: “If Ever I Stray”
5. Anthrax
Så blev det tid til at tage det sidste, der lykkedes at bryde ind på min top 5 for i år, og det er nødsaget til at være Anthrax, der leverede en massiv overraskelse for mit vedkommende (læs min rystede tilbagemelding på koncertern HER). Jeg havde forventet, at se et afdanket og halvsløjt band og løb derimod ind i et topmotiveret publikum og et band, der var kommet for at spille alt det vi kan lide, som hev niveauet på koncerten op i det decideret fremragende. Set i bakspejlet har der nok været bedre koncerter end denne i år, men jeg var så overrasket over, at det var virkelig godt, at det tog mig med storm. Derfor kommer Anthrax med på min liste for i år.
Den skal du høre: Fang noget af det gamle. Det er legender og der er så meget godt, at hvis du ikke kender dem, så er det vist for sent.
Honourable mentions: Redwood Hill
Redwood Hill spillede en af de mest fantastiske koncerter på årets Copenhell og det var derfor meget beklageligt, at der gik noget galt med teknikken, som forhindrede mig i at se en hel koncert med dem. Der er smæk på og den fantastiske sammensætning af stilarter, som de behersker samt deres sans for showmanship, gjorde deres optræden til en meget special oplevelse (læs mere HER). Jeg vil på det varmeste anbefale, at få hørt den meget dystre musik, der kommer ud af det københanvske doom metal-band, som i virkeligheden går langt ud over begrebet genre på den fede måde.
Den skal du høre: “Microgravity”
Hvad der ellers skete…
Der har været mange andre koncerter i løbet af året, men det har uden tvivl været disse 6 koncerter, der har været de mest mindeværdige. Jeg er københavner og hører hjemme her. Derfor er det også begrænset, hvor meget jeg får flyttet mig bort fra hovedstaden, men min musikalske horisont er uden tvivl blevet rykket ved de mange anmeldelser af fremragende århusianske bands, som har fået skabt et eksplosivt miljø og en ægte undergrund, hvor der dukker meget god musik op fra. En albumanmeldelse af LIVLØS, som rykkede grænser og en lidt spøjs en hvor jeg fik fingrene i Blue Foundations seneste udspil, sidstnævnte er ikke fra Århus. Af de koncerter jeg har fået set i år, der ikke er blevet nævnt ovenfor var der adskillige af dem, som har fungeret som mit soundtrack i løbet af året. Parkway Drive var en solid omgang metalcore, hvor der samtidig var fokus nok på detaljerne til at man kunne fordybe sig ned i musikken. Desværre har deres genudgivelse af “A Deathless Song” med Jenna McDougall været lige tanden for “Evanescence” til mig. Manic Street Preachers, Air og Saybia var en tur direkte tilbage til gymnasiet og ned ad Memory Lane. Det er altid dejlig at få genopfrisket den slags bekendtskaber og der var uden tvivl nuancer i de musikere, som har fået en dejlig udvikling i de forgangne 15 år. Behemoth var en kæmpe oplevelse og har været på min ønskeliste over bands, jeg har villet se i et stykke. Black Sabbath er et ikonisk band, hvor mørkets fyrste ikke har helt så meget pondus i sin stemme tilbage, men til gengæld var det den uigenkaldeligt sidste koncert med dem, og derfor musikhistorie at få set dem. Megadeth er f***ing fede og så lærte jeg at stave til thrash metal. King Dude var en dejlig lille hyggekoncert, men den var aldrig nogensinde mere end en sjov aften og apropos sjove aftener, så var Steel Panther i Vega en decideret fornøjelse, hvor jeg blev standervissen, hvilket også var kalkuleret, da Nikolaj havde anmeldt dem dagen i forvejen. Steel Panther var dog en kalkuleret form for underholdning i modsætning til mit gensyn med Dropkick Murphys, som har en helt særlig plads i mit hjerte, og nu også i kraft af et lille bitte ar, mit korpus. Tak for en god koncert. Den sidste koncert jeg bliver nødsaget til at nævne fra 2016 er Myrkur, der var opvarmer for DeafHeaven i Amager Bio, og selvom koncerten ikke var noget at råbe hurra for, så har hendes album M været ret fast inventar på min spilleliste, hvilket passende bringer os videre til hvad der er sket med året i musik på nettet…
Min Spotify og så lidt sidebemærkninger
Mit år på Spotify er hernedenfor, men jeg advarer mod at enkelte gange har min familie eller andre haft fingrene i den, hvilket giver repræsentationer af både L.O.C. og Rasmus Seebach på trods af at disse ikke figurerer på nogen liste over ting, jeg bryder mig om. Hvordan djævlen Kato er kommet med og Opeth ikke er bedre repræsenteret end med et enkelt nummer er mig uvist. Der må være noget selektivt i Den spøjse lille ekstrabemærkning må være Queen’s Flash Gordon Theme, som blev skamhørt da HusetKBH holdt open air-screening af den klassiske Jens Lyn-film. Der mangler uden tvivl også “New York State of Mind”, som er min suveræne yndlingssang med Billy Joel, en af de få poplegender, der ikke er kradset af i løbet af 2016, men den plejer jeg også gerne at ville have en liveoptagelse fra en af hans mange stadionkoncerter, og der er YouTube rimeligt gode. Blind Guardian og Ensiferum har også været fint repræsenteret på listen efter gode koncerter i løbet af året.
