Jeg er meget imponeret over, hvor let og ubesværet Ensiferum kan få musik til at lyde. Med deres koncert i Amager Bio torsdag aften, beviste de garvede finnere, at musik kan være tilgængeligt og svulstigt på en og samme tid.

Med umådelige mængder af ironi, charme og armbeskyttere viste Ensiferum, at de var klar til at levere en pragtkoncert, på hvad der føltes som en hjemmebane for dem. Solidt varmet op af først Heidra og senere Fleshgod Apocalypse, indtog de finske metallere scenen og det gjorde de bedre end jeg havde gjort mig forhåbninger om.

En af de bedste ting, som Amager Bio udsatte sit publikum for på en ellers lidt halvtrist torsdag aften, var måden koncerten var indrettet med sine tre bands, som var ufattelig godt passet ind i hinanden. Heidra, som med sin power og punch slog sig direkte fast, hos de trofaste fremmødte, der uden tvivl havde et solidt kendskab til bandet. Det var første gang, jeg oplevede dem, efter at have hørt meget positivt om dem, og jeg må sige, at det var svært ikke at blive imponeret over, hvor solid en optræden, der blev leveret af første opvarmeren. Det danske folk-metal band er klart et lyt værd, og kan findes på Spotify, hvis man skulle føle et behov for at høre dansk musik, og støtte den form for vækstlag i Danmark.

Efter en sådan nydelig øjenåbner, var det blevet tid til at få en formel introduktion til Fleshgod Apocalypse. Med så pænt og velklingede et navn, er man ikke i tvivl om at der skal høres noget massivt metal, og her blev man ikke skuffet, hvis man altså havde forventet en fuldstændig gennemført teatralsk optræden, hvor vægten, der var blevet lagt på at skabe et sammenhængende visuelt og auditivt univers, kun kan imponere. Med en introduktionsmarch får vi en maskeklædt operasangerinde på scenen og herefter træder bandets tre bas- og guitarspillende vampyrer ud til os, mens den gale videnskabsmand får sat sig bag sit klaver. Badet i rødt, er vi klar til et blodbad og det lydunivers, som de seks italienske musikere leverer på scenen, står fuldstændigt skarpt efter at have sat tonen i en sådan grad, at stemningen flyder ned af væggene i Amager Bio, og der er efterhånden ved at være over halvfyldt til at se en fejlfri koncert blive leveret af support’en. Blandingen af klassisk og metal er ikke en ny skabning, men den måde, hvorpå Fleshgod Apocalypse får blandet barokmusik ind i deres dødsmetal går rent hjem i min bog, og jeg får vakt glade minder om cembaloets mange fortrinligheder.

Efter den opvarmning, har jeg svært ved at tro på at resten af aftenen kan fortsætte på samme fortrinlige måde, men jeg bliver overrasket af hvor legende let, Ensiferum får introduceret sig selv og resten af aftenen bliver et stort mash-up af begejstring. Der bliver spillet på lige mængder Sværd og Trolddom og ikonografi fra den næsten almægtige Conan, og med et solidt skud viking i blodet, bliver blod, stål og krigens stråleglans forherliget på en måde, som selvfølgelig er banal, men samtidig også dejligt befriende. Når tordenguden påkaldes i Heathen Horde til at velsigne vores sværd, eller om det er krigerens oplevelse af Valhal i Twilight Tavern er det både dødsensalvor og hylende morsomt. Der er ikke noget, som bliver holdt tilbage og det er lige meget, om vi faktisk er en flok kontornussere, der lever en beskyttet tilværelse i rare, lille Danmark, for når musikken spiller, er vi hensat til en mytisk middelalder, hvor alt er godt, så længe vi bare dør i kamp.

Jeg har kun gode ting at sige, om koncerten i går, og det er helt sikkert fordi, at det er så rutineret et band, at de kan bære denne optræden. Med et solidt bagkatalog i bagagen og tyve år på bagen, som et navn i metal, er det da heller ikke en flok vårharer, som bebudede forårets komme torsdag aften, men den glæde og åbenlyse spillelyst som de bragte, er helt igennem vidunderlig at møde, og der manglede ikke noget for at jeg kunne begejstres af den glade viking-metal, som både byder på oldnordiske digte og hyldester til krigermetalens forfædre i en ugenert skamros. Ganske ublu, stiller Petri Lindroos, vokal, guitar og frontmand, sig da også op på monitoren og proklamerer, at “Manowar er det største metalband, nogensinde”. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt enig i udsagnet, men selve heltedyrkelsen af det, der kommer før, er så in character, at jeg ikke kan få denne ytring til at være andet end den ufortyndede kærlighed til den musik, der har inspireret Ensiferums egen lyd. Vi får da også den fulde oplevelse af “True Metal” med det episke In My Sword I Trust, som er et af de bedste numre hos finnerne.

I modsætning til sidst, jeg var i Amager Bio, så er der ingen eksperimenter. Der bliver ikke pillet ved en velkendt opskrift, og det er en koncert som indfrier alle mine forventninger, men det er en oplevelse for metalpurister, hvor den ufortyndede machismo, som er til stede i denne genre, bliver eksponeret på fineste vis. Det er da også med et lidt skævt smil, at jeg tillader mig selv at skråle med på de simple og glade omkvæd, og mosh-pitten bliver aldrig enig med sig selv, om den har lyst til at lege smadrefest eller om den er en udvidet omgang liniedans. Det bliver dog ikke for meget af det gode, og den balance, Ensiferum har fundet i deres udtryk, er utrolig fed. Glad og tilfreds, får jeg vendt min jernhest mod hjem, og jeg er sikker på, at jeg må have drømt om sværd, mjød og smilende møer på denne fremragende aften i vikingens tegn.

Se hele Martin Kleisbergs galleri HER

Ensiferum, Amager Bio

Foto: Martin Kleisberg