Da Folkeklubben fik deres første større betaling for et gig i 2013, sagde forsanger Kjartan Arngrim sit job op. Han var ellers lige blevet vikar på HF og underviste i filosofi, og det virkede derfor helt ulogisk. Dels fordi betalingen kun var på beskedne 12.000 kr., og dels fordi timingen var elendig. To var blevet tre i familien Arngrim, men der var opbakning på hjemmefronten. Det perfekte tidspunkt kan man vente længe på, uden det dukker op. Så det var all in på musik-klubben uden noget sikkerhedsnet. 

Som naturlig forlængelse af sidste års nye plade Sort Tulipan, er bandet på turné igen. Og POPLISH sætter derfor luppen på klubben; En historie om at satse, om at være vikar i livet og om at beskæftige sig med DET der er godt for det, der er oppe i dit hoved. Den gode historie er som en god sang der har noget at sige. Den forpligter. Og den bliver aldrig ligegyldig. Det har Rasmus Jusjong, Rasmus Dall og Kjartan Arngrim indtil videre bevist. Både når det handler om de gode sange, om at være tro mod sin historie og sin udvikling som orkester og leverandør til det Danske Folk.

Første koncert var i 2011 i Folkets Park på Nørrebro. Parken, med den lange historie og lige klods op og ned af Folkets Hus, der engang i fortiden var arnested for så mange folkelige aktiviteter, og ikke mindst Folkemusikken i de glade 70’ere og start-1980’ere. Godt og vel 700 koncerter senere er der løbet en del vand under folkebroen. Et hav af udsolgte koncerter på denne turné vidner om vind i sejlene. Modsat de bands der går efter radiohittet som katapulten til en karriere, så har Folkeklubben taget den lange omvej. De har skabt et publikum over en årrække ved at spille deres sange, sætte ord på tankerne bag, og bygge på for hver turné.

Folkeklubben, NorthSide, Green Stage, NS17

Foto: Lasse Lagoni

Nye moderne tider

Debut-udgivelsen fra 2013 hed ”Nye Tider”, og når bandet afslutter koncerter, spilles PH’s og Liva Weels ”I dit korte liv” over højtalerne. Der fiskes med andre ord efter inspiration i fortiden, til at kunne forstå og fortolke nutiden.

Kjartan Arngrim fortæller: ”Grunden til vi har vind i sejlene nu på 8. leveår og 4. plade, det tror jeg er fordi vi har IKKE hævet blikket. Vi har snuden i sporet og laver de plader, vi synes der skal laves. Og så er vi gode til at tage ud og spille dem, og så er vi også bare heldige, at der er et behov for vores sange”.

Inden der var noget der hed fyldte koncertsale og røde lygter, har spillemændene slæbt gear på først ladcykel siden i tourbus, rigtig mange kilometer og rigtig mange koncerter. Det bringer mindelser og giver associationer til gode gamle Gasolin’, der startede deres karriere med at transportere instrumenter og andet gear på en gammel trækvogn. Måske er det ikke en sammenligning grebet ud af luften, for folkelighed er noget begge bands har præsteret og nyder respekt og opmærksomhed på grund af.

“Vi har snuden i sporet og laver de plader, vi synes der skal laves.”

Inspirationen til bandnavnet kommer fra pladen ”En aften i Folkeklubben” med Per Dich og Povl Dissing og Cæsar fra 1965, og I 2011 blev det så skæbnen at Jusjong, Dall og Arngrim skulle komme i klub med legenderne. Nu er succesen kommet, og bandet har udviklet sig. De tidlige musikalske inspirationer er der stadig, men trioen har fisket i nye farvande, og der er tungere temaer i nettet denne gang.

Kjartan sætter ord på skiftet: ”Nu har vi sunget meget udadvendte sange om samfundet. Og på den nye plade synger vi om død og selvmord, og det synes folk så er alletiders og det er jo dejligt haha!”.

Paradoksalt er det dog sammenlignet med musikken, der hitter på streamingtjenester og radio, der i høj grad er programmeret metervaremusik, lavet på musik-apps og laptops. Det er tomme kalorier, som hurtigt ryger ind og ud igen. Nye artister kommer og smutter ligeså hurtigt igen. Og så er der dem, der sætter sig fast, og her er omtalte band et af dem, der har vist sig holdbare. Måske fordi de prøver at lade være med at regne den ud?

Kjartan forklarer: ”I det øjeblik man tager udgangspunkt i publikum, så har man forregnet sig. Deres smag den kan du ikke fiksere, det kan du være heldig med en sæson, men i længden vil de ligesom kunne lugte det. Vi tager først og fremmest udgangspunkt i os selv”.

Folkeklubben

Foto: Kristian Holm

Vikartjansen

Og så vender vi tilbage til det med vikaren, der blev til musiker. Den løstansatte har sit virke på lånt tid, og det virker Folkeklubben til at være yderst bevidste om.

Kjartan uddyber: ”Som musiker er man løsarbejder i samfundet, og det lyder jo romantisk og fribytteragtigt, men det er vilkåret. Der er ikke noget sikkerhedsnet. Men de fleste borgere er jo i dag projektansatte, så mere stikker vi jo heller ikke ud – alle er efterhånden vikarer.

På sin vis ligger der noget romantisk i erhvervslivets og en regeringens tale om disruption. Men så nytter det ikke, at vi samtidig fokuserer så entydigt på den fejlfri indsats. Det der skaber BNP i samfundet, insulinopfindelser, og sangskrivning, det kommer af at dyrke det irrationelle og fantasien. For mig personligt, er det at læse en bog (Kun en Spillemand, H C Andersen) fra 1837, dét, der fylder mig med inspiration! Men giver jo ikke umiddelbart overskud på betalingsbalancen. Bogen er med os i tourbussen, og måske kommer der nye sange ud af det. Sangen Cohiba Zanzibar (album-åbner på Sort Tulipan) er direkte inspireret af HCA (At være eller ikke at være, 1857), og det havde vi slet ikke regnet med. Men jeg tænker da, at en sang som den bidrager fint til BNP – vi spiller den i hvert fald med stor fornøjelse på vores igangværende tour landet rundt”.

Som publikum til en Folkeklubben-koncert, kan man risikere at få læst et Klaus Rifbjerg digt op. Det virker ikke selviscenesættende. Det virker autentisk, og det er dannelse pakket ned i sangtekster, med referencer til store forfattere og musikalske helte. Og så får man et lifligt poprefræn, og en p-OP-sang med hjem på hjernen. Se dét er godt, for det der er oppe i dit hoved.

Folkeklubben, Northside, NS17, interview

Foto: Lasse Lagoni