Der er altid mulighed for, at noget meget specielt kan opstå i musik, når man leger med udtryk og ikke begrænses af, hvad der er det “korrekte”. Dette er ikke altid tilfældet, men der skal være plads til at eksperimentere.

De to bands, som spillede i Amager Bio i går, var et ganske godt eksempel på dette. Med en sortklædt dødsengel som frontfigur, var der en klar reference til den mørkeste metals rødder i Myrkurs stilistiske valg, men uden at selve genren blev udtrykt som et levn fra gamle tider. DeafHeaven var noget anderledes, men på samme måde lige så mærkværdigt, som den danske sangerinde og hendes band.

Jeg starter med opvarmningen i dette tilfælde, da Myrkur har været fast inventar på min playlist siden albummet M udkom i slutningen af sidste sommer. Det har også været en af de koncerter, som har stået meget højt på min ønskeliste, og min redaktør her på siden har måttet lægge øre til min tryglen om at dække den mere end en enkelt gang 🙂

Myrkur har delt vandene siden hendes indtræden på den internationale metalscene og selvom jeg ikke er enig i, at Amalie Bruun og hendes soloprojekt er kontroversielt, i forhold til hvad denne genre ellers har budt på, så må jeg understrege, at det er et projekt, der mangler noget finpudsning, for at fremstå som en samlet helhed. Musikken beror på en gammelkendt opskrift af lidt nyt, lidt lånt og så en ordentlig omgang dyster backing til hendes fremragende skønsang, men de mange ophold i udtrykket gjorde, at jeg aldrig glemte hvor jeg var og lod mig overbevise af historiefortællingen. Med en sjælfuld, dyster og utrolig smuk introduktion med “Den Lille Piges Død”, var jeg klar til at kaste alle hæmninger af mig, men det forblev en uforløst affære, som desværre strandede på det, som jeg må kalde manglende “levering”.

Myrkur, Amager Bio

Foto: Martin Kleisberg

Jeg havde uden tvivl sat forventningerne for højt op til et relativt nyt projekt, men den sublime produktion på M fik mig alligevel til at håbe, at det var mere poleret end virkeligheden kunne præstere. Når denne skuffelse er blevet fordøjet og jeg ser på oplevelsen med en forståelse, der skal justeres til et opvarmningsband for et andet black metal-band, så var det utrolig godt. Der mangler ikke gode ideer i musikken og lige så snart bandet spillede, var det svært ikke at give sig hen. Her vil jeg særligt fremhæve “Skøgen Skulle Dø”, som med sin insisterende drone, der lægger en solid bund og et fremragende musikalsk tema, er et af mine yndlingsnumre på albummet, men det var endnu bedre at høre i virkeligheden. De melodiske elementer i Myrkurs musik virker som en udforskning af genrens muligheder, og så det faktum, at det er i en genre, som jeg ikke normalt bevæger mig synderligt i, gjorde det sindsygt interessant. Den svævende vokal, der bliver kontrasteret af primalskrig og en lydmur af forstærkede instrumenter rammer lige ned i et hjerterum, der ikke har været udfyldt af noget andet musik i meget lang tid. Min største skuffelse var at selve performancen var lidt undervældende, specielt når mine forventninger, som var skruet gevaldigt op, ikke blev helt indfriet. En gæsteoptræden fra Solbruds Ole Luk gjorde underværker og fik næsten startet en gevaldig fest, men energien fra musikken fik lov til at falde og skulle derfor bygges op fra start igen. Jeg lander desværre på, at koncerten kun kunne godkendes og ikke bragede mig direkte ud på en mørk ødemark. En kraftigt medvirkende faktor var de spøjse og meget stille pauser mellem numrene. Disse pauser fremstod som uplanlagte og de forvirrede indtrykket, som forhindrede musikken i at tale for sig selv. Jeg vil ikke udelukke, at Myrkur har en stor fremtid, men det fremstår lige nu mest som potentiale for storhed.

Jeg skal sige, at jeg primært kom for Myrkur, men jeg blev for DeafHeaven. For de som ikke har hørt DeafHeaven, kan jeg ikke komme med en god forklaring på, hvad de tilhører genremæssigt. De er, uden tvivl, et metalband på grund af den brutale vokal og den samlede lydmur føles umiskendeligt som Black Metal, men samtidig bliver det blandet med brudstykker, der næsten hører hjemme i indierockens verden. Hvordan denne bizarre hybrid er opstået, er for mig et mysterie, men der har utvivlsomt manglet noget, der kunne krydse mellem mainstream og ekstrem undergrund, som black metal må betegnes som. Deres første numre på denne aften fangede mig ikke og mit indtryk var, at det hele føltes en smule tamt. Imens George Clarke, forsangeren i Deafheaven, talte om hvor forfærdeligt det måtte være for os tilskuere, at være ude og høre musik på en torsdag aften, skete der noget på scenen og i blandt publikum. Den selvsamme musik, som få minutter forinden, havde virket uinspireret, blev lige pludselig levende. Transformationen skete, for mig, ved den stille og næsten Incubus-agtige introduktion til “Baby Blue” fra deres seneste udgivelse, New Bermuda, hvor Clarke fordybede sig i en sådan grad, at han fik rystet nakkemusklerne gevaldigt. Det virkede sært, men alligevel, så føltes det også utroligt nærværende og det frigjorde mig fra mine foruddannede holdninger til musikken.

DeafHeaven, Amager Bio

Foto: Martin Kleisberg

Det var ikke hjemmevant. Det var ikke noget, som jeg kunne sætte i en boks og så bare sætte autopiloten til. Det er uden tvivl et brud med gængse forestillinger, som DeafHeaven har på plakaten og deres evne til netop at konstruere musik, som stiller sig mellem to stole er ikke altid lige min smag, men det er en fremragende præmis for at se musik og efter bandet havde spillet sig varme, eller publikum havde accepteret den skæve form, udviklede det sig til en glimrende aften i selskab med dygtige musikere. Og at aftenens to ekstranumre var henholdsvis ti minutter med “Sunbather” og så derefter ti minutter med “Dreamhouse” gjorde at man forlod Amager Bio med en rigtig god mavefornemmelse. Min største anke må være, at resten af sættet ikke fremstod lige så elegant.

Når jeg ser på denne koncert i sin helhed, vil jeg sige, at det ikke var min kop te, men det skal ikke trække ned på, at varen stadig blev leveret. DeafHeaven formåede at hive publikum op og det var skønt at se metal på en passende scene. Det bliver ikke en aften, der går over i historiebøgerne, men det var et glimrende indblik i, hvordan en af de mest konservative musikgenrer er ved at udvikle sig i en ny og spændende retning.

Se hele Martin Kleisbergs galleri HER

DeafHeaven, Amager Bio

Foto: Martin Kleisberg