Paddy-punken invaderede Copenhell på åbningsdagen og der var lagt i ovnen til en massiv danse/pogofest. Der blev ikke skuffet og sjældent har Dropkicks været så skarpe, som på denne torsdag i den strålende sol.

Det dårlige vejr, som truede med at forstyrre festivalen var endnu ikke i nærheden af Copenhell, og mens jeg fik sludret med Nikolaj om hvor fede Blind Guardian havde været, så blev der ringet ind med den meget simple besked: “The Boys Are Back”. Det måtte siges at være sandt i mere end én forstand. Dropkicks var ikke bare tilbage i Danmark og de spillede ikke bare endnu en koncert for os. De var klar til at kickstarte hele Copenhell med en omgang musik, dans og gøgl til den helt store guldmedalje. Selvom de siger at de er ude på ballade, så var det en fornøjelse at blive kastet rundt oppe foran og allerede under andet nummer, havde jeg den første crowdsurfer over hovedet (Jeg nåede ikke op i pitten under “The Boys Are Back). Det blev ikke den sidste.

Der var ikke taget nogen chancer med sætlisten, hvor alle klassikerne blev spillet, og så alligevel. Jeg har altid syntes, at “State of Massachussets” har manglet en smule, når den har været spillet live, men den var i særklasse på denne dag, og resten af numrene fra nyklassikere som “Rose Tatoo” til gammelkendte hits som “I’m Shipping Up to Boston” ramte lige midt i hjertekulen på undertegnede. Jeg vidste ikke, at jeg havde savnet paddy punk så meget, men det var et glædeligt gensyn med de syv amerikanske gutter, som jeg havde høje forventninger til. Når jeg påstår, at der blev taget lidt chancer med sætlisten, så drejede det sig nok mest om de to nye numre, som Murphys havde slæbt med. Den ene var en velklingende “When We Were Young”, der lyder som mange andre Dropkick sange, men det er også en god opskrift. Den anden var en dejlig punket udgave af Gerry & The Pacemakers’ “You’ll Never Walk Alone”. Af en eller anden besynderlig grund blev der ikke overladt noget til publikum på denne sang, som var helt klar til at synge med og for på denne herlige sang. Til gengæld så blev omkvædet spillet et utal af gange, så hvis man var i tvivl om teksten, så kunne man snildt få samlet den op i løbet af sangen.

Det var første koncert på Helviti, og der var smæk på fra start til slut. For mig er det nok et højdepunkt, som er overstået på Copenhell, og mine skyhøje forventninger blev indfriet på så overbevisende manér, at jeg ikke kan give andet end pladen fuld, for den velspillede koncert og det dejlige publikum, som havde gang i en af de smukkeste og mest hensynsfulde mosh pits, jeg har oplevet. Trøjen røg da også lige så hurtigt, som jeg havde fået bevæget mig ind i pitten.

Drokick Murphys har fået 20 år på bagen, og rutinen er til at mærke på de syv mand, men der er stadig så meget nerve i deres musik, at jeg har svært ved at få armene ned af ren begejstring.

Dropkick Murphy, Copenhell

Foto: Sebastian Dammark

Se flere billeder fra Copenhells første dag HER