Fredagsrock. I går blev vi mødt af fire rutinerede franskmænd, og på trods af at det var med stor skepsis, at undertegnede deltog, blev jeg faktisk overbevist om den tekniske kunnen, og det fornuftige i de spinkle kompositioner.

Jeg må komme med en række tilståelser til denne koncert. Jeg har aldrig hørt andet med Air end ‘Sexy Boy’ og ‘Kelly Watch the Stars’. Ydermere, så har jeg aldrig brudt mig om elektronisk musik. Til sidst, så synes jeg at Tivoli er et forfærdeligt spillested. Alle disse indrømmelser burde tilsammen gøre, at jeg ikke kunne fordrage aftenens koncert, men alligevel formåede det at gå op i en højere enhed. Jeg skal ikke fortælle noget om, hvilke numre der blev spillet, for jeg har virkelig ikke nogen anelse, men der var en fantastisk stemning blandt publikum, hvor en del dog mest af alt var mødt op for at se hinanden og ikke koncerten.

Det tog mig et par minutter at finde et sted, hvor jeg rent faktisk kunne nøjes med at høre musikken, og da det lykkedes var resten af koncerten faktisk en fornøjelse. Introduktionen var nydelig, og det mest imponerende til denne optræden, var uden tvivl den utrolig taktfaste trommeslager. Små lækre fills og rundgange, hvor det blev understreget, men aldrig overdrevet, hvor dygtig han var. Faktisk var hele koncerten kræs for øregangene, da Airs lyd er som flydende smør og det glider ufattelig nemt ned.

Air, Fredagsrock i Tivoli

Foto: Daniel Nielsen

Min største kritik af Air må være, at der på intet tidspunkt var nogen interaktion mellem musikerne og publikum. Alle stod i hver deres boble og mødte aldrig rigtigt hinanden. Det er ikke fordi jeg forventede, at der skulle være det vilde sceneshow, med ild, røg og drager, men de første fire numre blev spillet i det samme blå lys på bandet, og her kedede jeg mig gevaldigt. Da lyset skiftede kom der dog også tænding på. Pludselig blev den lidt triste elevator-muzak omformet til et levende lydtæppe, hvor alle handlinger fremstod som nøje afmålt. At skabe noget så sart og delikat er utrolig svært og jeg stiller ikke spørgsmål til den tekniske formåen hos de fire mand, der spillede musik i Tivoli, jeg var dog ikke andet end lige nøjagtig underholdt til at blive der, efter første halvdel af koncerten.

Musikken var en fornøjelse og jeg savnede ikke, at der blev spillet højere, hvilket var mit største kritikpunkt af Saybias optræden til Fredagsrock for et par uger siden. Jeg fandt dog ikke noget rock i Airs udtryk, men derimod en genfunden respekt for forskellige musiske udtryk. Og så var publikum virkelig begejstrede for at se dem spille nogle hits, som var næsten 20 år gamle. Med andre ord, Tivoli klædte Air og Air klædte Tivoli. Jeg bliver aldrig ellevild med musikken, men der er behov for denne form for diversitet på musikscenen, og at kunne præstere med de sarte toner, som blev spillet og henrykke et fyldt Tivoli på Plænen er vist noget af en bedrift.

Air, Fredagsrock i Tivoli

Foto: Daniel Nielsen

Se hele Daniels galleri fra koncerten HER