Organiske lyde gennemsyrer Blue Foundations nye LP Blood Moon, og man kan rives med i de bløde lag af syntetisk varme. Der er en gennemgribende fornemmelse af sofistikerede elementer i de ufattelig minimalistiske kompositioner, og man suges ind i lyden fra første nummer, “Dreams on Fire” og derefter resten af pladen. De simple virkemidler i synth-fladerne, der griber fat i en, når man får sat sig og lyttet til musikken, er exceptionelt velproducerede, men det må alt andet lige også forventes med en udgivelse på dette niveau. Der er massive henvisninger til 80’ernes ultra-pop, men den er blevet voksen og opfører sig anderledes behersket, end man kan finde i den gamle synth-pop. Ikke fordi den er mindre medrivende, men derimod fordi den underspilles med en voldsom overhøjde.

De elektroniske lyde afløses af en bastromme, der mest af alt leder tankerne hen på et hjerteslag på den efterfølgende “Lost Girl”. Trommen synkoperer, så rytmen føles som et pulsslag, der varierer lige så nydeligt. Denne effekt står som det mest fremragende på dette nummer, der ellers er gæstet af Mew-forsanger Jonas Bjerre. Der er dog noget uforløst i nummerets potentiale, og desværre falder det en smule til jorden, og selvom ideerne bæres nydeligt igennem på denne sang, der har været i cirkulation på nettet i noget tid, mangler der et endeligt element, der hiver det op over ligegyldighed. Det er forståeligt, hvorfor andre kan forelske sig i den drømmende lyd og det uregelmæssige taktslag, men et kontrasterende element ville passe så nydeligt ind i denne sammenhæng.

Der var store forventninger og desværre en lille smule skuffelse at spore, da “Lost Girl” blev sat på, men på de efterfølgende numre blev alt tilgivet, da “Brother & Sister” er en ufattelig smuk duet med nydelige tekststykker og den ultimative stargazing forløses med “Stars Fall Quiet”, hvor det mest af alt lyder som en optagelse af en lilletromme spillet baglæns, der hiver lytteren ind i sit lydunivers. Jeg er ikke synderlig god til at identificere, hvilken lyd der ligger bag samplingen, men percussion-elementerne i denne sang er mesterligt udført. Dette nummer har fantastiske variationer i intensitet, hvor man kan finde vejen til en gribende kærlighedberetning, der ikke forløses i glæde, men derimod i en intethed, hvor hele instrumentationen forsvinder, i takt med at historien falder fra hinanden.

På pladen er der enkelte af numrene, der fungerer som pladsholdere eller ambience, og her fremstår særligt “Don’t Blame My Eyes” og “River” en smule svagere, end det kunne være ønskværdigt. Der er uden tvivl et publikum til disse numre, men tekstpassager som “Don’t blame my eyes/I know it’s hard to face a lie/Don’t blame my eyes/It’s just an obstacle floating by”, opfordrer ikke til at drømme sig ind i sangen, med den noget kluntede prosodi.

Blue Foundation, som består af Tobias Wilner og Bo Rande, der bor i henholdsvis New York og København, er fuldstændig i kontrol over deres lyd og udtryk, og denne kontrol aftvinger respekt. Der er utrolig mange perler på dette album, og når tempoet bliver taget ud af sangene, er der et niveau i musikken, hvor kuldegysninger løber ned ad ryggen i et rask væk. Det er fremragende konstrueret og for eksempel kan de disharmoniske passager i slutningen af “Blood Moon” stå som et musikalsk højdepunkt, hvor gåsehuden kommer rullende i bølger gennem hele nummeret. Det er uvist hvad Blue Foundation fører til, men det er et gennemarbejdet projekt, hvor de med den rette portion held og hårdt arbejde kan lykkes på den store scene.

De mange gæster på Blood Moon skaber en dejlig variation i lyden, så lytteren ikke kedes undervejs, men derimod kan glædes og bearbejde de musiske indtryk, hvor langt de fleste af numrene er af meget høj kvalitet. “Watch You Sleeping” med Mark Kozelek fra Sun Kil Moon har en ganske særlig nerve, men er samtidig en smule banal i sin komposition. Denne banalitet er symptomatisk for hele lyden på Blood Moon, dog skal det ikke forstås negativt, for i det underdrevne univers, som Blue Foundation skaber, er det netop denne form for banalitet, der er drivkraften i maskinrummet. Blue Foundation minder om koncerten i Tivoli med Air, hvor de sarte kompositioner bliver ført ud i livet med millimeterpræcision. Dog er der væsentlig mere på spil med Blood Moon, hvor indholdet balancerer på en knivsæg og leverer en fremragende helhedsoplevelse.

Blood Moon udkommer i dag og er uden tvivl værd at give en ordentlig lytter.