I 2002 så jeg Saybia på den nu hedengangne Midtfynsfestival og fem andre koncerter rundt om i det ganske danske land. Det var smæk midt i deres storhedstid fra det første album The Second You Sleep, og det var formidable oplevelser, hver og en. Søren Huus’ stemme var fabelagtig og alle sangene havde kørt non-stop på P3, i hvad der forekom som en menneskealder. Det var ikke den oplevelse, jeg forventede i Tivoli. Desværre, så blev jeg heller ikke blæst væk af min 14-årige pause fra det fynske band.

Søren Huus’ stemme er ikke helt hvad den har været, og på mange af numrene var det helt tydeligt at høre, at der manglede luft til at få klassikere som “The Second You Sleep” eller “Day After Tomorrow” helt op at ringe, men det var ikke denne lille skavank, som var det største problem.

Det ubetinget værste ved Saybias koncert i Tivoli er uden tvivl, at rockmusik har behov, for at blive spillet over et vist lydniveau, for at blive interessant. Jeg bryder mig ikke om, at der er restriktioner på, hvor højt Tivoli må spille og hvis folk ikke kan lide duften i bageriet, så kan de jo passende flytte til Jelling. Det er ikke fordi, jeg har noget imod den jyske by, men derimod en gammel anekdote fra min soldatertid, hvor en midlertidig lejr i Kosovo blev kaldt “Jelling”, mest af alt fordi, der var cirka lige så meget aktivitet udenfor lejren, som Jelling på en torsdag aften om vinteren.

Når det så er sagt, så skal der lyde store roser til bandet for at spille rock, hvor netop forskellene i lydniveauet og at få forløst guitarriffs’ne på en ordentlig måde er umådeligt vigtigt, og alligevel så virkede det hele på en aften, hvor der var et virkelig bredt publikum. Mit umiddelbare gæt må være, at Saybia trak snert omkring 5000 mennesker, og alle aldersgrupper var fint repræsenteret. Musikken var en nydelig blanding af gammelt og nyt, og selvom de seneste tre udspil fra Saybia ikke har produceret et hit i samme kaliber som deres første plade (hvis vi ikke tæller “I Surrender” med), så blev der alligevel leveret en flot ballade i titelnummeret fra den seneste plade i “No Sound From The Outside”, der var både levende, nærværende og ufattelig intim, taget omstændighederne i betragtning. “Airplanes and Submarines” fortjener også at blive fremhævet, hvor leveringen var helt i top.

Saybia, Fredagsrock, Tivoli

Foto: Thomas Rasmussen

Jeg må tilstå, at koncerten ramte lige ned i et smørhul i mit hjerte, og Huss formåede at være umådeligt begejstret for selve koncerten, der blev beskrevet som den bedste, de havde spillet i Tivoli ud af deres seks koncerter på det lidet flatterende spillested i centrum af København. Jeg har ikke skænket det fynske band mange tanker i de forgange år, men måske er jeg gået glip af noget, for det var en god koncert, der blev beskæmmet af lydniveauet, og en eller anden dag, så får vi forhåbentlig lov til at få en decideret folkescene i midten af København, hvor de danske musikhelte kan få lov til at spille på den måde, deres musik var tiltænkt at skulle lyde. Tivoli er den perfekte ramme for at skabe en folkefest, og den dag hvor store danske kunstnere får lov til at samle et kæmpe publikum, og spille r…. ud af bukserne, så er jeg og mange andre musikentusiaster kommet i himlen, for der er potentiale i at samle de skarpeste danske musikere på den flotteste lokation i København, og lade begejstringen udfolde sig gennem dette utrolige medie.

Jeg tvivler også en smule på min indledende vurdering af Huss’ stemme, da Saybias eneste ekstranummer var min personlige favorit “In Spite Of”, hvor de fremmødte leverede en medrivende fællessang, som selv min kone ikke kunne stå for. I denne sang formåede forsangeren at ramme alt perfekt og have luft til at lave variationer uden synligt besvær, og det er måske rammen, der ikke har været tilstrækkelig, til at få den ellers fremragende sanger til at være mere “på”. Det var en god aften, hvor Saybia fremstod både rutinerede og glade, for at få lov til at spille for et stort publikum, men begejstringen var ikke helt i top hos mig, og det blev aldrig mere end en god siddekoncert, hvor publikum stod op.

Indsatsen fra Saybia lader ikke meget tilbage at ønske, men desværre er Tivoli ikke en ramme, hvor jeg kan tildele en rigtig god karakter, da jeg kunne overdøve Huss og co. uden problemer, til stor gene for de omkringstående tilskuere. Heldigvis lod jeg min indre, skjulte, grædende teenagedreng få afløb for nogen af hans frustrationer og Saybia må betegnes som en gigant i dansk rockmusik, som jeg desværre har glemt i de mange år siden gymnasietiden, hvor de var fast inventar på playlisten til adskillige optrædener for unge coverbands.

Saybia, Fredagsrock, Tivoli

Foto: Thomas Rasmussen

Se hele Thomas’ galleri HER