Dave Mustaine besøgte Danmark med sit thrashband og der var godt nok kommet smæk på. Fra første nummer blev der leveret guitarriffs i et afsindigt tempo, og pedalen blev aldrig løftet fra speederen igen.

I over 30 år har Megadeth været leveringsdygtige i noget af det mest vanvittige thrashmetal og det kom til udtryk på Copenhells store scene fredag aften. Med et massivt publikum, der alle ventede på at høre deres yndlingsnumre med giganterne, var der lagt i ovnen til en fabelagtig oplevelse, og allerede under første nummer, “Hangar 18”, var de første crowdsurfere på vej mod scenen. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg aldrig har været så begejstret for Megadeth, og det grunder i selve lyden af trash, hvor de andre bands i “the big four” altid har slået mig som værende mere originale i deres lyd. Ligegyldigt om man er mest til Slayer, Metallica eller Megadeth og hvordan man ser på deres arv, så kan der ikke herske tvivl om, at der blev spillet med hjerte og sjæl på Copenhell i går aftes. Både nyt og gammelt blev præsenteret i en nydelig indpakning med rekvisitter, der så ud som om, de var taget fra den seneste “Alien”-film. Musikalsk var vi også ude i noget, der mest af alt mindede om en månelanding. Alting var testet, planlagt og tilrettelagt for at levere en succes, men der vil altid være det sidste, der kun kan afprøves i virkeligheden. Når man har hits som “Symphony of Destruction” og “Holy Wars” i bagkataloget, så er det stadig cool, at der bliver leveret noget så eksperimentelt, som de nyeste numre fra Dystopia. Men apropos de nye numre, så er det en lille smule foruroligende, at Mustaine kunne have bildt mig ind, at de var fra en 80’er-plade, som jeg ikke kunne huske. Lyden er ufattelig velkendt, men samtidig er det også en oplagt faldgruppe for musikken, der let bliver lidt ensformig. Det led koncerten en lille smule af, hvor jeg ønskede mig noget andet og mere, men det var stadig en opvisning i, hvor hurtigt man kan spille på en guitar, uden at den falder fra hinanden. Min personlige favorit på dagen var “Sweating Bullets”, der havde det fedeste groove kørende.

Megadeth har for nyligt introduceret to nye medlemmer, og det har gjort dem godt. Den nye trommeslager Dirk Verbeuren har gjort sit, for at udtrykket kan leve videre uden at føles dateret. Hans trommespil er i særklasse, og selvom jeg ikke ved nok om trommer til at kunne sige, hvad der er skyld i det, så fremstår Megadeth vibrante med Verbeuren bag tønderne. Det andet nye medlem er brasilianske Kiko Loureiro, som er en af de dygtigste guitarister, jeg endnu har set live. At spille i det tempo og med den finesse, hvor hver enkelt tone klinger så rent, er decideret imponerende. Knivskarpe løb og en teknisk kunnen, som jeg var aldelses lamslået af, hver gang Loureiro spillede noget, der mindede om en solo. Begge disse tilføjelser til Megadeth er vanvittig gode, og det åbner for forhåbninger om, at der er en god portion år tilbage i thrashmetallen. Mustaines mange forskellige og vanvittigt flotte Flying V’s skal også lige nævnes, da det er længe siden, at jeg har savlet over andres guitarer, men her er det vist på sin plads, at nævne hvor vilde, hver og en var. Fra hans “Angel of Death” til “Rust in Peace” så må det siges at være en fænomenal smag for guitardesign, og når der samtidig bliver spillet på det høje niveau, som der gjorde på Copenhell, så er vi på vej mod guitarhimlen, hvor riffsne aldrig bliver slidte og musikken spiller på 11.

Koncerten sluttede med en lille bemærkning fra Mustaine om, at publikum havde været gode, og at de havde været Megadeth. Hvis nu man skulle være i tvivl.

Se hele Sebastian Dammarks galleri fra Copenhells fredag HER