Når det første man får lyst til at sige efter en koncert, er at bandet var lidt som Within Temptation, bare uden hits, så har det ikke været en rigtig god oplevelse. Slemt skuffende, men mest af alt, fordi jeg kunne have brugt min tid på at se Entombed A.D. i stedet.

Hvorfor brugte jeg så min tid på det hollandske band, der besøgte Danmark for første gang? Nej, jeg er ikke en eller anden slags sadist, der nyder at prikke mine trommehinder i stykker med nåle, selvom der var tidspunkter under denne koncert, hvor det havde været en mindre smertefuld oplevelse. Derimod har genren været underrepræsenteret på Copenhell, og en god omgang metalopera kan være så aldeles fremragende. Bare se på Nightwish eller Within Temptation, der har været leveringsdygtige i mange år, selvom det vist er et lille stykke tid siden, at nogen af dem leverede et kæmpehit. Så jeg tænkte, at måske var det bare fordi jeg ikke havde oplevet Epica live.

Det skal siges, at det tekniske niveau var fremragende, og lyden var formidabel, men Simone Simons stemme er det bærende element i musikken, og her er det for mig en lidt spøjs blanding af klassisk og poppet sang, der mudrer lyden unødigt. Jeg kan godt forstå, at man ønsker et særligt udtryk, men at lande mellem to stole er ikke særlig positivt for mig i denne henseende. Det andet element, der ikke fungerede for undertegnede på en ellers fremragende dag, var de noget platte og ærgelige kommentarer fra scenen. Hvis jeg virkelig kun var kommet for at se Epica for at glo på en køn pige, så kunne jeg lige så godt være taget på en dansebar. Det ville have været tættere på mit hjem end Refshaleøen, og med tilstrækkelige donationer, kunne jeg nok have fået den musik, jeg ville ønske mig.

Min primære grund til at være så svært skuffet som jeg er, må være at adskillige af mine kammerater var til Entombed-koncert på den anden side af Styx, og det havde været en fremragende en af slagsen, har jeg hørt. Det jeg oplevede på Hades var en sløj omgang venstrehåndsarbejde, og det blev ikke reddet af en keyboardspiller, der hoppede ned til publikum og prøvede at hive stemningen op, eller “Epica-karaoke” til “Cry for the Moon”.

Symfonisk metal kan være enorm smuk, specielt hvis det udføres med nerve og kant som f.eks. Fleshgod Apocalypse gjorde det så fint i Amager Bio (læs mere HER), men det er yderst tvivlsomt, hvorvidt jeg kommer til at bruge mere tid på denne hollandske sekstet.

Se hele Sebastian Dammarks galleri fra dagen på Copenhell HER.