Hvis man har læst nogle af mine skriverier i det seneste halve år, vil man opdage at der er et band, der har fået enorme roser med mere end én gang. Aarhusianske I’ll Be Damned nåede med på Steffen Jungersens anbefalinger til Copenhell, og selvfølgelig var de også at finde på vores.

Jeg har snart kastet så mange positive adjektiver efter I’ll Be Damned, at man skulle tro, jeg var på deres lønningsliste. Det kan jeg trygt forsikre om, at jeg ikke er, men hold nu kæft, hvor er de fede live. Det er vel ikke drømmetidspunktet, at skulle gå på Pandæmonium kl. 12.30, og det har uden tvivl holdt en god portion af gæsterne på Copenhell væk fra koncerten. Der var dog dukket et par tusinde op til, hvad jeg betegner, som den tredjestørste koncert for mig på festivalen. Jeg har glædet mig til at se dem hver gang, og det var også med stor ærgrelse, at jeg kunne høre musikken være startet, inden jeg var helt oppe foran scenen. Der blev jeg dog mødt af et utrolig veloplagt band, der vist led en smule i den bagende sol sammen med deres publikum. Det kunne dog ikke udledes af den energi, som strålede ud af bandet, hvor Stig Gamborg, vokal, ledte an i et forsøg, på at få solen til at gå i sort. Resten af I’ll Be Damned var også yderst veloplagte og de mange fede riffs og rundgange passede perfekt til at kickstarte en sidstedag, hvor kadaveret var lettere misbrugt. Jeg havde en snak med rundt regnet 15 forskellige mennesker, om hvordan I’ll Be Damned virkede på scenen, og hver og én var begejstret over deres optræden. Ikke uden grund blev hr. Gamborg også nævnt flittigt, som et stort lyspunkt ved bandet, men resten af bandet fik også roser med fra publikum. Det var en koncert, hvor der åbenbart har været konsensus mellem anmelder, publikum og bandet, der også havde været svært begestrejde for at spille på Danmarks største metalfestival. Kristian Sloth, guitar, fik sagt følgende efter koncerten, da jeg nævnte, at det var tidligt på dagen: “Det er jo også en mulighed for at skyde dagen godt i gang, og det passer os egentlig meget godt”. Det var også det indtryk man fik som tilskuer, og et par hundrede likes på Facebook er enige med mig. Det var næsten, hvis ikke helt, en identisk sætliste, i forhold til koncerten på BETA, men der var om muligt endnu mere nerve i deres Copenhell performance, der snildt kunne have båret en endnu større scene.

Det var også sidste optræden i det nuværende lineup, da bassist Anders L. Ond takker farvel for nu. Der bliver ønsket alt det bedste herfra, og forhåbentlig går det ikke ud over I’ll Be Damneds fremtidsudsigter.

Få nu set dem her live, for jeg kan snart ikke finde på flere fornuftige ting, at skrive om de danske rockrødder, der formentlig er det bedste live-band i Danmark.