Punk-poet, kritikerdarling og meget andet, er engelske Frank Turner blevet kaldt i sine år som solokunstner. Uden omsvøb vil jeg sige, at han er højkulturel på en folkelig måde, som en vis anden poet, der huserede på Vesterbro for mange år siden. Han vækker glæde og begejstring i sit publikum, og han har nogle fandens gode argumenter og sange undervejs.

Jeg brugte en tirsdag aften på Lille VEGA i selskab med den engelske musiker og hans band The Sleeping Souls, og jeg kommer aldrig til at fortryde et øjeblik af det. Når musikken spiller glemmer man ofte hvad man er kommet for, men i dette selskab får man aldrig givet sig så meget hen til musikken, at man ikke forstår, at der er sjæl og nerve i de dybt personlige og navlebeskuende (men samtidig samfundsrevsende) tekster, Turner skyder som patroner efter sit publikum. Der er glæde og begejstring, og det tages som en selvfølge, at vi kan finde frelse i musikken (eller i hvert fald rock ‘n’ roll), men samtidig bliver vi også mindet om de mange uretfærdigheder, der foregår i samfundet omkring os.

Jeg hørte Frank Turner første gang i VEGA for et par år siden, da han spillede opvarmning for Dropkick Murphys, og der leverede han en pragtpræstation, men han er faktisk kun blevet bedre med tiden. Måden hvorpå det simple og velkendte i hans anarkistiske, næsten vers libré-agtige stil fanger både mit øje og min sjæl er intet andet end formidabelt, og det var med stor begejstring, at jeg fik bevæget mig ned ad gaden, for at høre noget fremragende folk-punk. Allerede nu, har jeg kastet så mange positive adjektiver efter Hr. Turner, at jeg næsten skammer mig, men engang imellem bliver jeg så revet med af stemningen, at det er umuligt at fremstå som bare moderat objektiv. Jeg ville gerne fortælle om nuancerne i hans referencer til T.S. Elliot (han spillede ikke I Knew Prufrock Before He Got Famous. Øv!) eller Shakespeare, men jeg nøjes med at sige, at det univers som hans tekster befinder sig i, taler til mig og min begejstring for lyrik og poesi.

Er alt så som det burde være i folkpunken? Ja, for mens der bliver disket op med citater og henvisninger i lyrikken, så er det også intenst og nærværende, og når Turner og bandet spiller de lidt ældre sange fra hans repertoire, og her blev vi cirka midtvejs begunstiget med en forrygende The Road, som havde fået mig til at smile med hele mit ansigt, hvis bare jeg ikke havde haft så travlt med at skråle med på vers og omkvæd. Jeg føler mig gammel og slidt, men samtidig ung og levende efter sådan en koncert, og netop denne form for rus er ikke et resultat af øl eller andet gøgl, kun musik!

Prædiker han? Ja, men det er vel ikke forkert at sige, at vi kan gøre det bedre, hvis bare vi passer på hinanden og husker, at vi er mennesker. Derfor kammer det ikke over i et frelst verdenssyn og Turners ottetusinde ottehundrede og nioghalvfjerdsne (8879!!!) koncert var en fest med glade mennesker, der dansede rundt og var begejstrede. Med et solidt repertoire i baggagen spillede han op, og der var fællessang, klappeglade publikummer og crowdsurfing. Det sidste dog i mindre liberale mængder end de to forrige elementer. Publikum i Lille VEGA fik også en lille opsang om den manglende støtte til at han havde spillet dagen før i Århus, og at vi er for små til at være uenige med hinanden om noget så banalt. Det blev også mødt med større begejstring, at han fik fortalt, om sin snarlige koncert i Aalborg. Hvis man bor i det nordjyske, så skal man se at få bevæget sig til den koncert, for der er ingen, som ved hvornår han kommer tilbage til Danmark, og Frank Turner & the Sleeping Souls er en oplevelse enhver, der elsker musik, bør opleve.

Der var mange personlige favoritter, som ikke blev spillet på denne aften, men det var ikke skuffende. Der er grænser for, hvor meget min stemme kan tåle at skråle med på, og jeg er formentlig hæs i en dags tid eller to på grund af den her oplevelse. Med sit fremragende danske (som var lidt gebrokkent i filten) fik han adskillige gange fortalt, hvor begejstret han var for støtten, og det var en solid aften med halvanden time i selskab med Turner og Co.

Efter at have sluttet det almindelige sæt med en punket If Ever I Stray og derefter en fantastisk Recovery, havde han det sagesløse publikum i sin hule hånd og i ekstranumrene (der var fire!), ramte hans afslutning med I Still Believe og Four Simple Words, lige der hvor det gjorde godt. Det var et udsolgt Lille Vega, som fik lov til at se en samfundsdebattør, der ikke blev fanget i floskler og klichéer. Det er folk-musik, det er punk, men mest af alt var det en stiløvelse i hvorledes man kan udstråle medmenneskelighed med musik, og hermed afslutter jeg min første skrevne bekendtgørelse af min man-crush på Frank Turner og hans fremragende backing band.

Se hele Martin Kleisbergs superfede galleri fra koncerten HER

Frank Turner and the Sleeping Souls, Lille Vega

Foto: Martin Kleisberg