Ligesom NorthSide krævede Tinderbox også et par nætters ro, før alle indtryk var fordøjet. For indtryk var der virkelig mange af. Vi blev blæst væk af pyromanerne fra Rammstein, blev forelsket i Olly Alexander fra Years & Years og nåede at gøre en hel del fans sure, da vi ikke var begejstrede for Volbeats koncert, men Tinderbox er mere end “bare” musikken. Der er en helt bestemt stemning på pladsen, og opsummeringen af den, får I her.
Selvom weekendens Tinderbox åbnede dørene for kun anden gang, så var de små fejltrin fra sidste år blevet rettet på og ændret markant. Ligesom der sidste år var godt 25.000 gæster pr. dag, var der i år op til 40.000. Det kunne mærkes på pladsen, der var mere mere proppet end sidste år. Alligevel følte man sig ikke klaustrofobisk eller skulle kæmpe sig fra den ene ende til den anden.
Arrangørerne havde samtidig valgt at lave nogle små oaser ved O-Town og ved Smutvejen, hvor man kunne slænge sig i en hængekøje og drikke en Gin&Tonic under trækronernes skygge. Selvom Tinderbox jo ikke er en festival, hvor man overnatter på pladsen, var det alligevel en skøn følelse at vide, at man kunne trække sig lidt væk fra festen og slappe af, inden ens yndlingskunstner gik på.
For der var virkelig noget for enhver smag. Vi startede torsdagen ud med at falde i søvn til den danske sangerinde Aura, der endelig var vendt tilbage, efter hendes 5 år lange musikalske pause. Vi mente dog, at hun nok skulle have øvet sig en anelse mere, hvis hun skulle nå op på det niveau, hun havde, da hun i 2011 tog Europa med storm.
Efterfølgende blev vi en anelse forelsket i Matt Healy fra The 1975, ligesom størstedelen af alle kvindekøn på pladsen også gjorde. Amerikanske Band Of Horses vækkede os, efter de hede drømme om The 1975, med deres smittende rockbeats, der var perfekt krydret med et par sjælere, så vi ikke brugte al energien inden aftenens to hovednavne The National og tyske Rammstein.
Hvor sidstnævnte gav en så stærk koncert, at vi stadig har helt perfekte mareridt om deres pyrotekniske show og Till Lindemanns gennemborende stemme.
Inden musikken får alt fokus, så skal det altså også nævnes, at toiletfaciliteterne var fantastiske. Som skrevet, var der til tider 40.000 mennesker på den lille plads i Tusindårsskoven, men alligevel nåede vi aldrig at stå i kø til et toilet – som derudover altid var pæne og rene. Det skal der lyde et kæmpe plus for, simpelthen fordi et blåt godik-toilet kræver en vis promille, før man kan klare at gå derind i 30 graders varme.
Da vi vågnede fredag, havde vi ikke så meget på plakaten, så vi nåede at spise burgere fra odenseanske Bull, drikke en øl og lige nyde de få stråler fra solen, som en gang imellem brød gennem skyerne på himlen. Ihvertfald indtil vi tog forbi Blå Scene og så Years & Years, der virkelig imponerede undertegnede. Forsanger Olly Alexanders dansetrin og energi – og den glæde du tydeligt kunne mærke, at han havde – sørgede for himlen klarede op, og vi var klar til endnu en fest med Dizzy Mizz Lizzy og danske Volbeat.
Eller, det vil sige; vores fotograf tog til Dizzy Mizz Lizzy, mens jeg gik forbi Magicbox for at se, hvad det var for et sted, som Emilie skulle bruge weekenden på at dække. Fordomme blev bekræftet og afkræftet, og uanset hvad, så nåede jeg at opleve Otto Knows og Yellow Claw på festivalens anden dag. Hvor den sidstnævnte var en anelse for voldsom for mig. Heldigvis skulle jeg ikke reportere noget om den magiske boks nede ved friluftsbadet i Odense, så jeg kunne nøjedes med at drikke en ekstra øl og kaste en basarm op sammen de største EDM-fans i landet.
Jeg er samtidig ikke ekspert på EDM-området – overhovedet – så jeg synes, at du skal kigge forbi Emilies reportager og anmeldelser fra Magic Box både torsdag, fredag og lørdag. Jeg kan røbe så meget, at hun var et stort smil, da hun kom tilbage fra boksen i løbet af weekenden.
Dagens højdepunkt kunne snildt være besøget af danske Scarlet Pleasure i presseteltet inden koncerterne, hvor vi tog en snak om “Den gode første gang”, hvorefter vi kneb en lille tåre, da vi opdagede, at det nu var festivalens sidste dag, vi skulle tage hul på.
Det var dog alt andet end en trist dag, hvor både Jason Derulo, Suede og David Guetta satte et formidabelt punktum på en festival, hvor vi måske drak en anelse for meget øl og spiste en anelse mere fish’n’chips, end den sociale norm tillader.
Men det var en vellykket festival. En festival, hvor der er plads til alle aldre og alle festivaltyper. Både dem, der sætter sig på et tæppe midt på pladsen og nyder en kold fadøl, og dem, der står på forreste række og kaster håndtegn til alle koncerterne.
Tinderbox har på kun to år manifesteret sig i det danske kulturliv, og hvis kurven fortsætter så opadgående, som den er lige nu, tør vi slet ikke tænke på, hvad der kommer til at ske næste år i den fortryllende Tusindårsskov.
