I går nat fortalte Michael Poulsen, der står i front for Volbeat, at det er 10 år siden, de skrev Gardens Tale. Det vil sige, at det er 10 år siden, at vi andre først stiftede bekendtskab med Volbeat. Dengang var de knap så meget allemandseje, som de er i i dag. Ligesom deres lyd i dag er knap så hård, som den var dengang. De appellerer til massen, og desværre var det tydeligt, da de fredag nat lukkede Rød Scene på Tinderbox.

Ligesom Rammstein havde gjort, natten forinden, så åbnede Volbeat med et brag. De har heldigvis været i branchen i så mange år, at de kunne levere singler på singler, så det med det blotte øje kunne synes som om de havde styr på deres show og derved kunne score toppoint.

Men nej.

Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg skal starte. Jo, det må være ved dem, der sad og sov, mens bandet forsøgte at erobre Tusindårsskoven med deres pop-rock-metal-country-lidt-mere-pop-og-lidt-mere-Elvis-musik. Det er egentligt synd, da de ikke længere laver den semihårde rockmusik, som de blev kendte på i 2006, da de smed deres første single ”I Only Wanna Be With You”. Nej vent. Den var faktisk slet ikke så hård. Glem det jeg lige skrev.

Man kan dog ikke komme udenom, at Michael Poulsens stemme er meget gennemtrængende og derved også meget overdøvende ifht. musikken. Hvilket vi jo har oplevet problemer med, bl.a. under The 1975 i torsdags, hvor Matt Healys stemme forsvandt fuldstændig under bandets instrumenter. Det tror jeg aldrig bliver et problem for Volbeat.

Volbeat, Tinderbox, Rød Scene, TB16

Foto: Lasse Lagoni

Forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen, kom også forbi et smut for at hjælpe et hårdt trængende band med at spille ”Forevigt”, som er bandets nyeste single, ligesom han også hjalp til under føromtalte hitsingle “A Gardens Tale”. Okay, hårdt trængende indenfor deres musikalske univers, hvor alle sangene efterhånden ligner hinanden så meget, at man skal være ret stor fan for at kunne kende forskel på dem. Når man taler publikum og deres appel til den brede masse, så er der ingen hårde tider at bemærke.

Der var næsten lige så mange gæster til koncerten fredag nat, som der var til Rammstein 24 timer forinden. Det synes jeg er en anelse skræmmende. At så mange mennesker er så ukritiske omkring det musik de hører. Jeg forstår ikke, hvordan det stadig kan komme bag på mig, når en kvinde som Medina rent faktisk har haft stor succes. Hjerte-smerte er åbenbart alt der skal til.

Volbeats tekster er heldigvis ikke så banale, og deres sceneshow er ej heller det. De løber ikke meget rundt på scenen, men man kan gøre meget med høj musik og et sæt store lunger, der kan overdøve selv den sureste unge.

Afslutningsvist vil vi bringe opskriften på et Volbeat-hit. Hvis nu, der skulle side nogen derude, der gerne vil gå i Poulsen & companys fodspor. Først og fremmest skal du hamre løs på et sæt trommer, sørge for at du har en distortionpedal til din guitar, skrue helt op for bassen og finde en sanger, der har en overmenneskelig lungekapacitet. Sangen skal starte med at larme helt vildt. Man må godt kunne fornemme melodien, men ikke helt. Den skal først lægges mærke til, når din forsanger begynder at synge. Her skal du gerne trække paralleller til popmusikken, men husk at hyre en bedre sangskriver end Rasmus Seebach og Medinas. Når du når til omkvædet skal du bare holde tonen så længe du kan – og bum. Hittet er hjemme.

Spøg til side, Volbeat leverede et udmærket produkt i nat, men det var intet musikalsk mesterværk. De er blevet for bløde og har fået for meget ”far-charme” – lidt ligesom samtlige mænd i publikum. Der må være en eller anden dresscode om at være proletar, som vi ikke har fået besked om.

Volbeat, Tinderbox, Rød Scene, TB16

Foto: Lasse Lagoni