Rammstein, Rød Scene, Tinderbox, TB16
Foto: Lasse Lagoni

Rammstein – Pyromanernes perversionsteater

Hvis nogen nogensinde havde fortalt dig, 40.000 mennesker – rockelskere som ikke rockelskere – ville stå klokken to om natten og juble over et tysk heavyrock-band, så havde du grinet din røv i laser. Om ikke andet skete det på Tinderbox torsdag nat. Og de leverede fandmefucking varen – til dels.

Forventningerne var mere end høje. Alt snak igennem Tinderbox’ første dag gik på, hvor stort og hvor vildt, det 22 år gamle rockbands show ville være. Alle havde forventninger. Meget høje forventninger. Derfor var der også allerede en time før koncerten helt proppet foran Rød Scene. Langsomt, men sikkert, blev der tømt ud blandt The Nationals publikummer, som vendte om på hælen og gik i modsatte retning.

Klokken 00.59 gik en nedtælling igang. 60 sekunder. Og i sekundet, den gik i 0, eksploderede himlen over Rød Scene. I samme sekund kiggede jeg på min koncertpartner, og vi sagde i munden på hinanden “R.I.P. Steve Angello”. Den stakkels, verdenskendte DJ skulle spille på MagicBox samtidig med Rammstein, og han fik ikke et ben til jorden. Selvom han i ny og næ fyrede fyrværkeri af fra MagicBox for at indikere, at han spillede endnu, og folk kunne komme over og feste med ham, så var det et fåtal af mennesker, der rørte sig ud af flækken i de halvanden time, Rammstein spillede.

Fra første sekund var det med måbende ansigt, vi så til, mens det indstuderede sceneshow udfoldede sig for vores øjne. Et virvar af pyro, hårde, tyske gloser og et guitarspil fra helvede, der fik englene til at synge, blev der kastet om med. For ikke at tale om kombien, hvor en af guitarene havde ild i og blev svunget rundt og rundt og rundt, eller da forsanger Till Lindemann tog sin meget store, næsten betonlignende frakke af og afslørede en bombefest, som eksploderede med store, flotte fyrværkeribuketter, som ville gøre hver eneste familiefar med krudttendenser nytårsaften jaloux.

Rammstein, Rød Scene, Tinderbox, TB16
Foto: Lasse Lagoni

Lyden var perfekt. Næsten for perfekt. Hvert eneste riff, hver eneste tone og hver eneste skridt på den scene var indstuderet til mindste detalje. Fra det tunge, industrielle look på scenen i starten med et udtryk, der stank af fabrik, beton og kul til den moderne industri med elektronik – hvor kostumerne glimtede i spotlysene i den fynske nat. Og efter et stykke kiggede jeg på hele det her virvar, der udspillede sig for mine øjne og tænkte: “Er det her overhovedet nødvendigt?”

16 vogne fyldt med teknik og udstyr. En pyrotekniker til at tjekke de 100 kilo krudt, der skulle fyres af. Flammekastere så voldsomme, varmen kunne mærkes bagerst på festivalpladsen. Og selvom, det var flot og stort og fint, det hele, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at folk stadig ville stå og æde det hele, hvis der ikke var show for flere millioner. Rammstein er så dygtige og velspillende.

Omvendt er der et eller andet over den der tyske stringenthed. Disciplinen var til at tage og føle på. Og det univers, der blev skabt på scenen, lukkede os ind i den melankolske underverden i os selv. Uden yderligere sammenligning lidt på samme måde, som når Suspekt skaber de her helt sorte, dystre universer i deres dybeste sange. Men alligevel kunne jeg godt have undværet måske bare halvdelen af det krudt, der blev fyret af. Til gengæld ville jeg måske bare gerne have bedt om en lille smule impulsivitet. Bare en lille smule følelse og fornemmelse af, de kom helt ud over scenekanten til publikum. For det eneste, der kom ud over kanten torsdag nat i Tusindsårsskoven, var fyrværkeri og kæmpe flammer.

Rammstein er – tror jeg – på alles bucketlist over bands, man skal se live, inden man dør. Nu har 40.000 krydset den af, måske igen, måske for første gang. Og jeg er så glad og taknemlig for, jeg fik lov at se dem. Men jeg var sgu ikke full blown blown away. Ikke i forhold til mine forventninger.

Rammstein, Rød Scene, Tinderbox, TB16
Foto: Lasse Lagoni

Se alle de fede billeder fra koncerten HER.