Norma Jean, Copenhell
Foto: Sebastian Dammark

Norma Jean – Ikke nogen skønhedsdronning

De fem gutter fra Atlanta leverede en noget rodet affære på Pandæmonium og det er ikke overraskende, at der var adskillige mennesker, som gik op og hørte August Burns Red i stedet.

Jeg skal tilstå, at jeg aldrig har set Norma Jean før, så jeg tog mig en chance og begav mig til en metalcorekoncert med et band, som jeg ikke havde nogen forventninger til. Det startede smukt og der blev spillet op til en solid omgang headbangen fra de fremmødte tilskuere. Jeg besluttede mig da også for at blive hængende, da der var helt klart potentiale i den medrivende start. Musikken fra pladerne mindede ikke om den lyd, som blev leveret på Copenhell, som var meget mere rå og upoleret, end man kan forvente af et band med så meget erfaring. Om det var et forsøg på at brænde al energi af, og give den en seriøs skalle for at vi skulle tage godt imod dem er uvist, men det var til tider en smule forstyrrende for indtrykket, at sanger Cory Brandan ikke formåede at skrue ned for overdriven på hans sang og det resulterede i, at der var for lidt forskel på de hårde stykker og den rene sang. “1.000.000 Watts” druknede i dette, da der desværre ikke kom tilstrækkelig spænd på kontrasterne og derfor var det en lidt for rodet affære til mig, på trods af at jeg da fik brugt en ganske betragtelig del af koncerten oppe foran for at ryste hovedet.

Der var også fokus på de absolut hårdeste numre fra repertoiret, som kan ses på sætlisten nedenfor.

20160623_181710Jeg er af den overbevisning, at det ikke nødvendigvis klædte Norma Jean. De har gode numre som kan være fremragende, men metalcore fungerer bedst , når det anvender kontraster, og det var nærmere en lydmur, som man blev udsat for til denne koncert.

Derfor landede oplevelsen i en noget uforløst energiudladning, hvor der var meget stille foran scenen, men væsentligt tættere pakket lidt væk fra den. Den enorme energi og forsanger Cory Brandans tur ned til publikum var gode elementer til koncerten, som må kaldes for godkendt, men det bliver uden de helt store roser fra mig. Der var mulighed for at levere noget fremragende, men vi måtte nøjes med acceptabelt fra de fem amerikanske gutter, som i hvert fald havde energien med sig.

Der er potentiale i musikken og Norma Jean spillede udmærket, men efter den massive forkælelse, som de tidlige koncerter var, så føles skuffelsen lidt større end det nok er berettiget.