Apocalyptica, DR Koncerthus, 18032018
Dygtige musikereGod musik fra gamle dageMetallica på en fucking cello!?!
De mange småting, der skæmmer det samlede udtryk
80%Metal på cello. Hallo!
Apocalyptica80%
Læser Bedømmelse 1 Stemme
98%

For 22 år siden udgav finske Apocalyptica et album, som var meget ulig noget, der endnu var blevet hørt. Det hed meget mundret Plays Metallica by Four Cellos, og med ét var cellometal-scenen klar til at blive indtaget.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har hørt meget til Apocalyptica, siden jeg hørte det album, der udkom i 1996. Det blev spillet på en åndssvag lille radio i 2001 i Fælledparken, hvor jeg mere blev fanget af ideen end af lyden, så hvis der var andet stort i Apocalypticas bagkatalog, så var det kommet bag på mig. Jeg har ikke brugt de sidste 20 år på at lytte på celloer, så hvis de havde tænkt sig at gå dybt i deres egne kompositioner, vå ville jeg nok være godt og grundigt på røven. Heldigvis for mig var denne aften i DR’s Koncerthus fyldt op med Metallica-numre, som hyldede de tidlige albums fra thrash-kongerne. Det nyeste nummer, der blev spillet var fra Load med ‘Until It Sleeps’, som på denne aften fremstod lidt sløj i forhold til de glimrende arrangementer, der var blevet lavet til Metallicas øvrige diskografi.

Det er noget af en opgave at komme med en reel bedømmelse af et band, som spiller cover-musik på en markant anderledes måde end originalen, men samtidig har utrolig mange detaljer med fra det oprindelige udtryk. Det er uden tvivl en stor kærlighed til Metallica, som driver Apocalyptica. Med en glimrende forståelse for hvad der kan, og særligt hvad der ikke kan, overføres til cello fra et hårdtslående metalband skaber de gæve finner en hybridgenre, der kan stille et bredt publikum tilfreds.  Få ting er sejere end en cellist, der headbanger som en vanvittig, mens hans spiller soloen til ‘Master of Puppets’, og det taler til min æstetiske sans, at forene metal med klassisk musik.

Fortræffelige kompositioner

Det mest forfriskende ved at blive udsat for Apocalyptica er, hvordan man bliver nødsaget til at genoverveje ens forståelse for Metallica, og jeg har været en stor fan, siden engang i de tidlige 90’ere. Ofte roser man de hårdtslående passager for deres energi og evne til at bygge en lydmur op, mens der er en smule vægren ved de melodiske passager, hvor Hetfields stemme, Hammets nærvær, Ulrichs timing og hvem end der nu spillede bas’ udtryk sjældent bidrog med noget, der føltes som helstøbt musik.

Men når man oversætter Metallica til cello, får man endnu engang lov til at nyde de lange melodistykker, der ikke altid bevæger sig mod noget nyt, men får lov til at leve deres eget liv. Her må man beundre Metallicas evne til at bygge et monster op, som både er i stand til at rive nakken af led, og samtidig kærtegne ens ører med sød musik.

Det pudsige ved Apocalyptica er, at der hvor de er bedst er i grænsefeltet mellem metal og melodi. ‘Nothing Else Matters’ får ikke tilført mere, af at strygerne fra originalen bliver til nogle andre strygere, og ‘Battery’ bliver ikke transformeret til noget større og bedre, når celloerne får smækket massive mængder wah-pedal og tonsvis af distortion på drengen.

Det er hybriderne, der forener hårdt og blødt, der udmærker sig i Apocalypticas arrangementer.Det virker lidt tåbeligt at fremhæve ‘Seek and Destroy’ som var en af aftenens højdepunkter, som netop denne form for hybrid, men det er det ændrede fokus på melodien, der skaber det, og der var mange af aftenens numre, der formåede at løfte Metallicas gamle klassikere op i et andet gear, omend fornemmelsen til en rigtig omgang heavy stadig slår cellometal for mit vedkommende.

Det der ikke gik så smertefrit…

Der var faktisk flere ting, som ikke forløb helt efter planen, og størst må nok siges at være den sprungne streng, som blev skiftet på omtrent et minut, og derefter kørte Eicca Toppinen bare videre uden det store. Det skete vist under ‘Creeping Death’ og det gjorde fornemmelsen af det lidt sløjere end det burde have været. Lidt i samme stil må man sige om ‘Fade to Black’, der ikke ramte rent hjem. Trommeren havde et eller andet skævt slag i sin overgang mellem vers-stykkerne, der hev mig lidt ud af begejstringen for, hvor dejligt det lød. Men som helhed var det ikke blot en vellykket koncert. Det var decideret fremragende på visse steder.

Når Perttu Kivilaakso står med en sønderflået bue til sin cello og pruster efter at stormet på tværs af scenen, så føler man sig en smule forkælet. Musikken er formidabel i sin grundform, og der er ikke noget at udsætte på Apocalypticas forståelse for Metallicas musik, der bliver leveret med glæde, begejstring og indlevelse i et ugudeligt, dejligt miskmask af klassisk musik og metal.

Apocalyptica, DR Koncerthus

Foto: Thomas Rasmussen

Thomas var med og tage billeder, og det blev nogle pæne nogle. Du burde tage og se lidt nærmere på dem, og det kan du gøre HER.