At “The D” kan fylde hele Royal Arena på en snoldet onsdag aften giver mening! For allestedsnærværende Jack Black på 54, og ham den anden (Kyle Gass på 63), har taget patent på en mikstur af hård rock og humor, som danskerne i den grad kan forholde sig til.
Taget blev nærmest blæst af arenaen, da de to tykke rock-komikere entrede scenen og iførte sig hver deres akustiske spade, som var de Brødrene Olsens onde tvillinger på svampe.
Musik, ry og kultdyrkelse var tydeligvis rejst i forvejen. For var det stor kunst? Nix. Men fik folk, hvad de kom for? Helt bestemt!
I over to timer sang, skreg, dansede og spillede de to heavy-onkler sig gennem en blanding af musical og rockopera, med ikke så få referencer til filmen “Pick of Destiny” (2006). En film ganske få så i biografen, men som ikke desto mindre katapulterede duoen til en kultstatus, de siden har opretholdt til fulde.
Blacks imponerende filmkarriere, dubbing-roller og senest det virale hit “Peaches” fra Super Mario Bros. filmen har også gjort sit til, at The Best Band In The World i dag kan sælge arenakoncerter, t-shirts og sågar energibarer. Tenacious D er fjollet, kommercielt, plat, små-genialt og gennemført musikalsk
Ekvilibristisk guitarspil
Det oplevede man i Royal Arena især under numre som Rize of the Fenix, hvor bassen undtagelsesvis ikke fyldte hele lydbilledet, men i stedet gav rum til ekvilibristisk guitarspil fra Gass og JB’s vokal, der med både sin dybe mandemands-bas og imponerende falset leverede lavstammet lyrik som “Just like the Fenix, we’ll fuckin’ rise again”.
Også en runde med soli til alle sidst i settet bød på både fuzzy bas, trommer galore og guitarist John Konesky, der på sin corny olivengrønne Baretto-guitar – komplet med et billede af hans afdøde hund, Geordie, på slagpaden – leverede fantastiske halvfemser-hyl og knivskarpe toner, der eminent løftede hele lydbilledet.
Konesky fik både lov at åbne ballet som support med to-mands versionen af sit eget band, Crusade, og havde under hele Tenacious D-koncerten en markant rolle som musikalsk playmaker og til tider besat distortion-dæmon.
At bandet valgte at lade en sidste solo gå til lysmanden Bradley, var ikke mindre end genialt. Med ryggen til publikum stoppede de med at spille, og lysmanden fik sit velfortjente spot – lad det blive en ting!
Når musikken spillede, kunne man godt leve med, at vi også skulle introduceres til den fiktive pyro-praktikant, Biffy Pyro. Selv et tåkrummende og indstuderet teater-breakup på scenen udløste lige præcis de reaktioner fra salen, som der blev forventet.
Som i Rocky Horror Picture Show kendte kult-fansne deres rolle, og som samlet enhed – fans og forsanger imellem – løftede det aftenen til en bøvet magi, hvor fadølsfulde par, iført t-shirts med slogans som “Druk for fred”, kunne kramme kærligt og synge med på softporn-hymnen “Fuck her gently,” der afsluttede en gakket men fornøjelig aften i Royal Arena.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
