Det var ikke bare sublime ørkenroser, der leverede en af dansk musiks fineste oplevelser på årets første forårsdag. Der var også tale om en poetisk trolddom, som lukkede selve lyset ind. Musikken var midlet, men kærligheden var målet. Den var til stede i hvert minut!
Det er 1. maj 2024. Hen på eftermiddagen har jeg sneget mig ud på afsatsen ved banelegemet bag Godset. Koncerten i aften er udsolgt. Det første jeg får øje på er Anisette med en lille sort hund i snor. Omkring hende flokkes en musikalsk familie af flere generationer – en kvinde har en baby på armen inde i Postvognen. Musikerne valfarter mellem bandbus, Postvogn (DK’s fineste backstage lokale) og load-in mod scenen. Jeg møder turmanageren Amalie i kupédøren. ”Der var desværre udsolgt til aftenens koncert”, udbryder jeg. Hun smiler og beder om mit telefonnummer. Indenfor en time tikker en sms-besked ind: ”Du er skrevet i døren”.
På stolerækkerne sidder 350 versioner af det ”grå guld” afventende i spænding – der har nemlig været rift om billetterne. Stemningen er tyk af knitrende forventning. På forunderlig vis fornemmes en respekt om det stykke musikhistorie, vi om lidt skal bevidne. Baren lukker, lyset slukker, uret viser 20:07. Nu tager publikum et kollektivt åndedrag og dykker ned i en anden virkelighed. Anstrøg af østlige fatamorganaer væver et musikalsk tæppe af samhørighed, som ufortrødent vil gribe ethvert åndeligt vidne og aldrig helt slippe taget igen.
Et vuggende skib af musikalsk dynamik
Da besætningen træder ind på scenen, er Anisette usynlig, skjult i mørket. Tonerne fra en distant harmonika flyder ud i rummet, dragende som en fordums drøm fra Orienten. Selvom de otte ud af ni musikere er til syne under de grønne og røde spots, fylder Anisettes stemme nu rummet med en messende mystik. Først ti minutter inde i koncerten afslører et kridhvidt spotlight den sorthårede troldkvinde – siddende helt fremme med benene ud over scenekanten. Langsomt rejser den lille krop sig op. Med bevægelsen vokser musikkens intensitet. Alt er synkroniseret til perfektion.
Koncertens stemningsmættede begyndelse udvikler sig gradvist fra akustiske virkemidler til en mere fyldig elektrisk lyd, da hammondorgelets toner sniger sig snurrigt ind i kompositionen. I centrum for det hele er Anisette nu dansende, og sætlisten indledes med en glidende overgang til første nummer ”Den Store Hest”, et symbol på livets cyklus og naturens metafysiske syner. Lydbilledet fremstår fra første anslag velkalibreret og dynamisk. Vekselvirkende bølgegange stringent styret af lokale Anders Holm som styrmand på trommer. Anisettes rutinerede mikrofonteknik virker intuitiv. Hun graduerer hele tiden sit organ i forhold til musikken, og skibet vugger derudaf. ”SSshhh skjul dig”, udbryder hun med ét efterfulgt af et gennemgribende skrig, som resonerer mellem de Y-formede trækonstruktioner på Godset. Det virkningsfulde skrig suppleres af et knitrende delay fra Anders Holms elguitar. Bandet er virkelig sammenspillet – det er ikke bare otte sublime musikere, men én levende sammensmeltet organisme.
Indenfor koncertens første kvarter, er lyden fortsat centreret helt oppe foran scenen og ned til midten af salen – tilsyneladende et bevidst træk, der afstedkommer de resterende bagrækkers foranledning til at spidse ører. Anisette reciterer fortsat i tunger om ”Store Hest”: ”Nu sover min hest – nu sover min lykke ind” – et hypnotisk raffinement som sløjfe på første akt.
En skrøbelig hilsen til det konfliktramte Mellemøsten
Et langt mere elektronisk og aggressivt rocktema under ”Master of War” intervenerer i trancen fra første akt med synkoperede 1-5-6 betoninger, som publikum istemmer. Linjer som: ”With death comes the tiger”, tilfører et råt element i spændingsfeltet mellem liv og overlevelse. Dylan referencen opleves som et ”wake-up-call” til publikum – et ekko fra hippiegenerationen. Nummeret afsluttes med desperate højfrekvente skrig fra Anisettes organ med uformindsket kraft. Skrigene suppleres af stratguitarens hidsige bends på gribebrættet, der tilsammen udgør en flammende symfoni af lige delt skønhed og dæmoni.
Cirka 25 minutter inde i koncerten virker Anisettes første dialog med publikum påfaldende skrøbelig. Danmarks musikalske troldkvinde udbreder en håbefuld hilsen til de konfliktfyldte nationer i Mellemøsten. Med yderst bevægende nærvær adresseres den absurde krig med en relaterbar sammenligning:
”Der er så meget skønhed, som omgiver os lige nu, her hvor vi bor. Hver eneste dag er en ny mulighed for at gøre noget af det, vi ikke gjorde godt, godt igen. Måske kan vi gøre det sammen?”
Forsangeren Anisette har nu sat sig ned på scenen, så tæt man kan komme på publikum, og Frank Hasselstrøm spiller igen på harmonikaen. Hæsheden i Anisettes register komplimenterer den velkendte vibrato, som vi senere får at høre for fuld udblæsning i finale omkvædet af Wild Child.
Uforlignelig sans for intonation
Uptempo nummeret Black Angel fra 95, der på mange måder blev en renæssance for det ikoniske rockband, indledes med et drilsk trompettema, som snart bryder ud i en ekstatisk rockfest. Imens Anisette drejer om sig selv, tilsyneladende uden at svimle, begynder det siddende publikum at rokke med i sæderne. Der er tydelig begejstring at spore i et efterhånden opvarmet og feststemt klientel.
Herefter opløses de rytmiske tømmermænd belejligt og mildt af et samstemmigt tangentorgie. Et opretstående klaver og et hammondorgel leverer en upåklagelig intro til Dødens Triumf i form af ”Byen Vågner”. Det kalejdoskopiske tema skælver som et svæv af poesi. Rytmegruppen samt den tonebærende instrumentalbesætning fremfører studieversionen næsten 1:1 live – det er faktisk svært at ane forskel, hvilket i sig selv er en stor cadeau til både bandet og lydmanden. Savage Rose’s nuværende besætning mestrer en uforlignelig sans for intonation, og især percussiongruppens synkoperede kantslag og Holms brug af bækkener, skaber en æterisk oplevelse af musikalsk sammenhæng.
Efter en meget studie-tro liveversion af titelnummeret Wild Child responderer et enstemmigt publikum med 20-30 sekunders intens applaus, som yder præstationen retfærdighed. Dermed slutter, set fra denne anmelders synsvinkel, anden ud af tre akter.
Kan vi gå sammen for fred?
Omkring kl. 21:10 overgår musikfortællingen til sin egentlige epilog, som umuligt kan overgå det allerede oplevede. Men her må man forstå, at vi har med ægte kunstnere at gøre. Under 11. nummer, ”SCREAM OF CAPTURED BIRDS”, befinder orgelpiberne sig i de højeste udtræk, og det kan momentvis opleves som om, at hele besætningen på det skib, jeg ser for mig, har nået en rille i sejlrenden, som bare driver fartøjet fremad i vinden.
Nu bades scenen i blåt, og koret bryder ud i na-na-na sammen med publikum. Bølgegangen har en lullende effekt. Koncerten afsluttes, som den startede, i et afdæmpet og enkelt tema i tre transcenderende akkorder.
“Ørkenroserne”, nu med et 4-årigt barn på bongotromme, har sat sig tættere på hinanden, og opsætningen er nu udelukkende akustisk. Anisette fortæller en anekdote fra sin rejse til Palæstina:
”Vi var inviteret derned for at se, hvordan det var i en flygtningelejr. Det kan ikke helt sammenlignes med sådan, som vi har det her. Det som slog mig var, at de her mennesker var ufattelige gæstfrie. Børnenes øjne var fulde af stjerner, fordi de bar håbet med sig. Alle vidste, at livet var lige nu. Så førte de os op på en udkigspost på et bjerg. Deroppe mødte vi en masse unge drenge og en masse gamle mænd, som holdt vagt for deres små søskende og deres mødre. En ung mand fortalte mig, at dernede på den side, var der meget farligt. Men lige på den anden side, der bor min mor, Palæstina, og hun venter bare på mig.”
Bassisten stryger på sin bas med en violinbue, idet familiebandet i fronten af scenen gynger i takt med koret, harmonikaen og den spanske guitar.
”Kan vi gå sammen for fred?” appellerer vores troldkvinde, som har rørt danskerne i hjertekulen på tværs af generationer med sin kunstneriske kompromisløshed. Der bliver helt stille, og publikum rejser sig. De stående klapsalver varer omkring et minuts tid. Flere går derfra med våde øjne – tydeligt berørt af det oversanselige skuespil, vi sammen har været vidne til. SAVAGE ROSE gjorde os til børn igen – de åbnede vore øjne og fik os til at se.
