Oliver Heldens fik en svær opgave som næste navn på programmet efter Major Lazer, hvor han skulle konkurrere mod både The Prodigy og Above & Beyond om publikums opmærksomhed.

Her var han efter min mening en anelse malplaceret fra arrangørernes side. Oliver Heldens spiller nemlig mest deep house og future house, som desværre bare passer bedre i dagtimerne – ikke efter en vanvittig koncert med Major Lazer. Og ikke før Calvin Harris. Det var et dejligt afbræk, men Oliver Heldens, som er en af de store fremtidshåb på den elektroniske scene havde fortjent bedre end et halvtomt Magicbox-område.

Ikke desto mindre så det ikke ud til at gå den 20-årige hollænder synderligt på. Han gemte sine mest kendte numre ‘Gecko’, ‘Koala’ og det helt nye ‘Shades Of Grey’ til allersidst, og de mennesker, som trods alt havde valgt Oliver Heldens over alternativerne havde en kæmpe fest!