Deadflesh - Sic Semper Tyrannis
'Vanguards' er en fantastisk showcaseSygt gode riffsEminent produktion på lavbudgetsoptagelse
Indimellem lidt for old school
90%Old School Død
Læser Bedømmelse 1 Stemme
68%

Danske Deadflesh har for nylig begået et nyt album, faktisk det fjerde af slagsen. Denne gang med titlen Sic Semper Tyrannis. Det er de sluppet rigtig godt fra, og det er hvad der står på etiketten: ‘Old School Death Metal’.

Dødsmetal er sgu en spøjs genre. Den er ikke afhængig af at lave hits, sangen er, i bedste fald, svært forståelig og det er uden tvivl en genre, man ikke bare kan sætte sig ned og lytte til på en plade, uden at være i det rette humør. Når man så endelig får kæmpet sig frem til at sætte sig ned og lytte til det, så er der ikke så meget at sige til, at Deadflesh er et af de navne i dansk metal, som har en pil pegende kraftigt opad. De spiller simpelthen fabelagtigt godt på denne skive, som er blevet til i deres øvelokale. Mange gange kan disse optagelser fra et øvelokale være mindre uheldige, men her er der godt nok styr på, hvorledes man laver en god musik på plade, da der ikke er nogen nævneværdige udsving, der skæmmer udtrykket.

I det hele taget styrer Deadflesh stilsikkert mod målet, og det er en fornøjelse at have fået fingrene i en ægte cd med bandet. Det er selvfølgelig en smule problematisk, når man ikke er i besiddelse af en cd-afspiller længere, så man skal ud og låne en, men det hører vel med til jobbet.

Som at være en uartig lille dreng.

Jeg har kort nævnt, at albummet er godt, og det er faktisk tydeligt fra første nummer ‘Vanguards’, der stormer over muren til tyrannens palads, og med solid økse river hele pisset fra hinanden. Det er virkelig en fortrop af kaliber, der bliver leveret på dette nummer. Det fremviser hele repertoiret, hvor der både kan spilles hurtigt, langsomt, midt imellem og bare decideret, modbydeligt godt.

Hvis man skulle sammenfatte hele Sic Semper Tyrannis i et nummer er netop ‘Vanguards’ enormt egnet til at fortælle, hvad man kommer til at bruge resten af ens tid på. Helt så varieret er hele skiven ikke, men det er ikke langt fra, og jeg må tage mig selv i at blive sendt tilbage til de sene 90’ere, hvor jeg havde fået lusket mig til nogle kassettebånd med noget rigtig hård musik, som jeg ikke turde spille på mit anlæg, for så havde min mor taget livet af mig. Jeg overlevede med min storesøsters aflagte Walkman, for der kunne man kun ane, hvad der blev spillet.

Det er lige nøjagtig den vibe, som gør det til en god oplevelse at lytte til Deadflesh’s brutale dødsmetal.

Hvordan lyder resten så?

Fuldstændig lige så fortrinligt, med enkelte små stykker, hvor jeg ikke forstår, hvad der er blevet tænkt undervejs. Andet nummer, ‘Bulldozer of Gore’ er en smadderkasse af groovy død, hvor det første halvandet minut sender tankerne til en mosh pit i et beskidt, svedlugtende, overfyldt og herligt spillested, inden tempoet skrues op og der sluttes i et crescendo af vrede. Det fortsætter over i ‘Sherman’s March’ som er gennemført ondsindet i alle sine to minutter, der i den grad holder dampen oppe. Samme fornemmelse får man på ‘Inzane’, der også varer lidt over to minutter med hæsblæsende tempo og energi.

‘Betrayer’ kommer væltende ud af højtalerne på den der thrash-metallede måde, hvor man næsten forventer en ung Kerry King stå i røg og damp, og rive det ene syge riff af efter det andet. Soloen  i dette nummer understreger at Deadflesh ikke leverer musik efter en fast skabelon, for her er en lyd, der bevæger sig væk fra det tidligere på albummet. Det skal dog nævnes, at Artillery’s Michael Stutzer leveret soloen, og det er et godt bekendtskab.

Man bliver mindet om meget god musik, når man hører Deadflesh, og selvom lyden er ufattelig old school, så føles det ærligt i musikken. Det er velgjort dansk dødsmetal, og det afkræver respekt fra en meget imponeret anmelder.

Er der slet ikke noget skidt at sige om det?

Jo, det er der. Særligt ‘Age of Treason’ står som et svagt nummer i forhold til resten af pladen. Måske kan det være vildt fedt live, hvor man ikke leder efter det hele på en gang, men det bliver lidt mere forudsigeligt på denne del af pladen. Det har ikke et fuldstændigt fantastisk riff, som river op i hårrødderne, og det formår ikke at løfte sig ud af middelmådigheden med sin lidt intetsigende solo.

Når det så efterfølges af et megatungt riff-baseret nummer, som ‘Ghost of Napoleon’, bliver det meget forglemmeligt, og de små stop-start finter undervejs er sikkert enormt sjove at spille, men det gør bare ikke noget godt for mig på albummet. Det er det første nummer som fremstår som fyld, og det er alligevel noget af en bedrift, når den står som nummer otte på skiven.

Er det her fremtiden for dansk død?

Lidt vægelsindet må jeg nok sige nej. Deadflesh spiller aldeles fremragende, men det føles mere som den perfekte dødsmetalplade, der havde været genreskabende for 10-15 år siden. Jeg håber personligt, at musikken har flyttet sig lidt fra denne lyd, da den er tanden for tilbageskuende til min smag, men det er vildt fedt at blive mindet om hvordan god død lyder. Sic Semper Tyrannis er den der pixel-grafik, rogue-like platforms-RPG, som man ser hele tiden i gaming-verdenen, og selvom den vækker gode minder, bliver det aldrig helt det samme, som da det var nyt og vildt.

Når det så er sagt, så må der falde nogle flere roser af til et fuldstændig gennemført koncept, hvor det også bare er god musik. Deadflesh leverer et fabelagtigt album, der snildt kunne have været udgivet gennem et selskab. Det må man så håbe på, for der er så åndssvagt meget talent gemt her, og jeg har også fået varme anbefalinger om deres live shows, hvor de bl.a. skulle have spillet LIVLØS ud af HUSET KBH (Livløs’ EP anmeldte vi HER).

Deadflesh og deres Sic Semper Tyrannis kan ikke høres på nogle streamingtjenester, men du kan købe cd’en og alt muligt andet godt merchandise HER. De spiller også til Allans Hegn d. 4 November på Forbrændingen i Albertslund sammen med Livløs og Abscission.