Det var en Korg MS-10 synthesizer fra 1978, der startede hele historien vi i dag kender som Pet Shop Boys, og fredag aften i Royal Arena blev der skrevet endnu et kapitel til den 42 år lange historie, da den ikoniske britiske synth-pop duo besøgte København som et led i deres Dreamworld Tour.
I to timer blev den nedskalerede version af Royal Arena præsenteret for det, der kun kan betegnes som en musikalsk hitparade med titlen ’the best of Pet Shop Boys’. Alle sangene fra koncerten har nemlig været udgivet som enkelte singler.
Lige fra koncertens start med ”Suburbia”, ”Can You Forgive Her”, ”Opportunities”, ”Where The Streets / Can’t Take Eyes” og “Rent” kunne man mærke 68-årige Neil Tennant og 63-årige Chris Lowe musikalske talent og den nostalgiske følelse helt ind i kroppen.
Og inde i kroppen kunne man samtidig også mærke, at der var noget, som ikke føltes rigtigt. Selvom musikken lød glimrende, så føltes det stift. Under hver deres lampe forklædt som lygtepæl stod de to mænd primært stille uden så meget som at trække en mine. Der var ingen autentisk interaktion med publikum, og de to herrer virkede distancerede og mekaniske på den dårlige måde. Manglen på entusiasme og energi gjorde, at koncerten føltes tam og gennemsnitlig.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
En fredag aften i København – hvad kunne være bedre?
Efter syv numre løftede hele koncerten sig dog til et helt nyt punkt da en skærm midt på scenen løftede sig og afslørede et yderst velspillende band bag sig. Med ordene ”A friday night in Copenhagen, what could be better?” gik den ultimative koncertfest med Pet Shop Boys endelig i gang.
Med funky rytmer, glimrende lyd og en fantastisk stemning blev hits som ”Left To My Own Devices”, ”Domino Dancing”og ”New York City Boy” fremført til perfektion. Her kunne man mærke den ikoniske energi samtidig med, at man blev opslugt i deres visuelle univers bestående af aflange LED-skærme i en halvmåne rundt om scenen og utrolig flotte lysinstallationer, som skejede sig ud. Ved ”Love Comes Quickly”, hvor midter skærmen blev sænket og Tennants langsomt gik forbi i profil, var det lige til at putte på et museum.
Selvom feststemningen varede ved, så var megahittet ”Always On My Mind” en vokalt fesen affære. Det eneste, der lød godt, var back-tracket og publikum, der sang med. Det samme kan man desværre også sige om ”Dreamland” som primært var bakket op fra alt andet end Tennants vokal – og det var også alt andet end vokalen, der fik sangen til at være en af koncertens bedste. Med sin runde solbriller og store sølvjakke var Neil Tennant en statist i sit eget show.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Vokalen var problemet
Det var tydeligt, at mod koncertens afslutning skulle det tunge musikalske skyts frem. “Vocal” blev fremført energisk, og man følte i ét, at man stod til en tysk ravefest i Berlin. Sangen skabte en fuldstændig dyb og trancelignende tilstand, hvor vokalen, for engangs skyld, triumferede. Helt modsat fik “Go West” en til at følge sig på et fodboldstadion, hvor kampen allerede var vundet.
Megahittet “It’s A Sin” lød, ligesom mange af de andre sange under aftenens koncert, rigtig godt musikalsk, men når det kom til vokalen, var der problemer. Selvom Pet Shop Boys ikke lød som nogle, der var i deres storhedstid, så formåede de med deres fængende rytmer og fantastiske sange at fange og engagere publikum, som de altid har gjort. Næsten da.
Ved koncertens to ekstranumre, “West End Girls” og “Being Boring”, virkede det hele malplaceret og sidstnævnte sang beskriver i virkeligheden den oplevelse, som de to numre var. De forsøgte at skabe et ‘vi er alle sammen en del af det her’ øjeblik, men det mislykkedes.
Koncerten med Pet Shop Boys fredag aften var en rutsjebanetur, der skiftevis fik en i godt og dårligt humør. Med skiftende vokalpræsentationer og visuelle effekter var det næsten som at overvære en rutinepræget oplevelse, der mindede mere om øvelokalet end en festlig fredag aften.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!
