Efter års ufrivillig corona-pause er jeg tilbage med mit kamera. Der er en speciel vibe på denne festival, som jeg har taget ind i mit hjerte og holder meget af. Det er den høflige tone i moshpitten. Der, hvor man slipper tøjlerne og støvet stiger til vejrs, imens musikken hamre derud af. Det hele går uendelig stærkt derinde, og det er bestemt ikke ufarligt. Hverken for mig eller mit kamera. Men der er kollegaer, der i den grad er seje til at moshe. Næste år vil jeg med ham derind og se, hvad han laver på sit projekt.
Tilbage fra pitten og de mange spændende koncerter ser jeg på menneskerne der er omkring mig. 35.000 har der været på dette års Copenhell. Programmet har budt på kæmpe store stjerner. Konger faktisk. Mange konger. Knap så mange Dronninger. Faktisk ikke ret mange kvindelige artister. Men heldigvis er der mange kvinder, der elsker at tage på Copenhell.
Nogen klæder sig ud, imens andre bare er sig selv. De mange sorte klædedragter med rygmærker sirligt syet på findes i tusindtal. Det er nærmest som en officiel beklædningsdel.
Jeg elsker virkelig at være i denne kultur. Og denne udgave på Refshaleøen er bestemt godkendt. Der blev slået rekord for crowdsurfere under EN koncert. 1766 blev det til. Det er vagternes kølige overblik og ekspertise der tager imod, når en surfer har reddet på menneskehavet og stolt og vildt euforisk highfiver sig ud til endnu en omgang.
Se mine mange udtryk HER
