Slipknot, 210619, Copenhell
Sindssyg energi fra bandetog den energi blev matchet af publikum.
Lidt rodet lyd i starten
79%Wraaaah!
Læser Bedømmelse 1 Stemme
88%

Slipknot var tilbage i lille Danmark, og det skulle helt sikkert ikke gå stille for sig. Med en hel del år på bagen, så var forventningerne helt i top for at de kunne levere et brag af en koncert på dette års Copenhell. Som det store hovednavn på en forrygende fredag, var der ingen undskyldning for at levere noget, som ikke var til topkarakter.

Derfor var det også med en form for ængstelse, at jeg gik til koncerten. Det store slæng fra Iowa havde taget det helt store sceneshow med, hvor både flammekastere og lysshowet var helt i top. Derfor føltes det en smule trist, at sige at jeg er lidt skuffet over det endelige resultat. Hvor andre bare ser koncertens høje tempo som et plus, ser jeg en mulighed, der er misset. Det skaber nemlig ikke den rette mulighed for at kunne fordybe sig i de tungere passager, som fremstår lidt forhastede.

Ved det enormt høje tempo får man masser af energi, og det havde Slipknot så sandelig også. Men de stille dele af numrene får ikke lov til at svæve, og det gør også at de hårde dele af numrene ikke får lov til at blive lige så hurtige, lede og grumme, som de kan være. Særligt under ‘Before I Forget’ var det et problem, men det skulle da heldigvis ændre sig.

Så kom energien til sin ret.

Næste nummer var nemlig ‘Psychosocial’. Den blev nemlig leveret med den helt rette kant. Derfra var der ingen vej tilbage. Det var et svært oplagt band, som mødte Refshaleøen. 20.000 mennesker i en rus af vrede og glæde på én og samme tid, og jeg tog mig selv i at tro lidt på Corey Taylor, når han stod og prædikede om metallens fortræffeligheder. Jeg ved ikke om det ramte lige i hjertet, men resten af min krop fulgte i hvert fald med, og straks blev der brølet mod den lyse nattehimmel. Når Slipknot er så veloplagte som på denne aften, så kan jeg faktisk godt leve med en noget rodet start med en mudret vokal, der blev rettet undervejs.

Det kunne have været helt ekstremt godt, og jeg må i stedet nøjes med den klart mest energiske koncert fra de amerikanske gutter, jeg har set til dato. Den skulle bare have haft lov til at få lov til at løfte sig lidt mere.

Foto: Helle Arensbak