Den gamle hankat, Lune Larsen, kært folkeeje har mange navne. Kim Larsen har forladt os i en alder af 72 år. Vi siger farvel.
Han var der ligesom bare altid. Sådan tænkte jeg på vej hjem fra arbejde her til eftermiddag efter nyheden om Kim Larsens død. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg opdagede, at han fandtes. Hans sange fyldte i barndomshjemmet, CD’er blev sat i den lille ghettoblaster i min mors køkken under madlavning og opvask, og i de senere år er det blevet til et utal af koncerter på diverse danske festivaler, hvor fællessangen har skreget til den danske sommeraften, mens den lune herre samlede nationen, som kun set ellers, når et landshold har vundet guldmedaljer.
Hos POPLISH har vi flere gange set det danske nationalklenodie optræde med rosende ord som respons. Ikoniske billeder har vores fotografer taget af den ikoniske herre – endda så godt, at ét af skudene blev belønnet som Årets Foto på Smukfest 2015 (se top, red.)
Kim Larsens musik har været passende uanset anledning: Til fødselsdage, bryllupper og bisættelser har han haft et passende nummer. I evig rotation på jukeboxe landet over, i radioerne, sange citeret i taler, i blæk i huden og i dagligdagen.
Skribent Birgitte Sigfredsson skriver:
“Mange, mange tanker og minder har faret gennem mit hoved, siden min datter ringede mig op med beskeden. Jeg er født i 1972, og min far er stor musik- og Gasolin-fan. Min far er stor litteraturfan, og det, at Gasolin havde Mogensen som huspoet til beat/rock? Så blev det ikke bare fest at høre på, men fedt at lytte til.
Så jeg er født og opvokset med Larsen.
Og jeg lytter stadig meget til Gasolin’, lytter til musikken, når jeg skal feste, lytter til humoren, når jeg er trist, lytter til poesien, når jeg er glad, og lytter til originaliteten, når jeg skal tænke.
Gennem nu mere end 40 år har min far og hans kone danset til “Længes hjem” til alle vores fester. Jeg mindes Klaus Lynggaards fede fortællinger om de tidlige Gasolin-år i bøgerne om Martin og Victoria, jeg mindes at vi til gymnasiefesterne på det progressive, reaktionære Rødovre Gymnasium i slutningen af fattigfirserne gav den max gas til både “Vend kajakken” og “Tarzan Mama Mia”, jeg mindes mine tårer, da jeg som 12-årig så “‘Midt Om Natten” i biografen med min far. Jeg mindes, da jeg så Cirkus Himmelblå-forestillingen i Fælledparken og balladen om det besatte hus, som de unge ikke ville have af fonden, men af kommunen. Hvert år d. 5. maj lytter jeg til “Flyvere i natten”, når jeg tænder lys i vinduerne, sikkert ganske som så mange andre. Mine tårer, da der blev spillet “Pianomand”, da min ven Mads Fenderbas blev bisat, den ulige kamp mod Ekstra Bladet i forbindelse med ‘Wisdom Is Sexy-albummet, hvor Larsen endte med at svæve over Dianas Have i et lyserødt tylskørt. Sommeraften i Bøgeskoven med Danmarks tre smukkeste børn, der, hvor vi sammen med de 40.000 andre skrålede, skålede og festede i det fællesskab, han med sin musik har givet denne lille nation.
“Så er det tid for en gammel hankat at lukke sin dør og sige godnat”.”
De musikalske gener er gået videre i børnene; Sønnen Hjalmer er blevet en popprins og en hjerteknuser, som med sine sange, sin guitar og sine lyse krøller har skabt god og hyggelig stemning som sin far. Vores tanker går til de efterladte.
Vi her hos POPLISH er forskellige mennesker i forskellige perioder af vores liv. Men vi har musikken til fælles. Og i dag begræder vi et tab, der føles som tabet af en nær ven. En livspartner, som i sin eftertid også altid vil være der. Vi håber, han fik set, hvad han ville, selvom vi ville elske en tur til i arenaen for den gamle cirkushest.
I aften skruer vi op for anlægget.
I nat danser Fru Sauterne kun for ham.
Der bliver aldrig stille.
På vegne af hele redaktionen,
Tak, Kim.
