U2, Royal Arena, 290918
Imponerende sceneshowVanvittig opsætningFabelagtigt bagkatalog
For mange fravalg af oplagte numreTempoet dødeFor mange politiske budskaberGik derfra med flad fornemmelse
70%Imponerende og langtrukkent
Læser Bedømmelse 1 Stemme
61%

Begejstringen i Royal Arena lørdag aften kunne nærmest måles på Richter-skalaen, da U2 spillede første ud af to udsolgte koncerter på dansk jord. Men hitparaden udeblev, Bonos prædikeri blev for trivielt, og koncerten døde helt ud til sidst.

Weekenden var på irsk på Amager, da U2 spillede to udsolgte koncerter i Royal Arena. Lørdag aften var POPLISH på pletten med pen, papir og kamera. En koncert, der startede så stærk. Bono, Edge og co. havde en skærm-mur mellem scene og podie, som de stod inde bag og spillede fra, da første nummer “The Balckout” bragede ud ovenpå en intro på skærmene med billeder fra verdens tilstand tilsat ordene fra Charlie Chaplins tale i filmen “The Great Dictator”.

Under anden nummer, “Lights of Home”, gik Bono på catwalken mellem scene og podie, mens hele salen blev lyst op af lyset fra publikums mobiltelefoner. Hele settingen gav kuldegysninger, og publikums begejstring over de irske lads fik medrevet denne lidt for unge og uopdragne fløs, der frem til koncertstart havde trukket på skuldrene over at skulle se et af verdens største bands.

Men lige så smukt, som U2 startede, lige så langtrukkent og dødssygt gik det hen og blev til sidst. Efter “Elevation” og “Vertigo” blev serveret, mens Bono havde høj hat på og makeup, som fik ham til at ligne Boy George, gik det ned ad bakke. En lang tale om bl.a. dansk politik på storkskærmene, hvor Bono stod med et klovnemorder-snapchatfilter på, tog blandt andet pusten fra tempoet, men gav til gengæld en tiltrængt tissepause til nogle af os.

U2, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Oplevelsen blev desværre bare flad – især på grund af det kreative brug af scenen og showet, som flatlinede til sidst og blev trivielt. Det samme blev Bonos behov for at prædike fred og kærlighed. Jeg er klart på holdet, hvor alle bør være lige. Men der var for mange forskellige fokuspunkter. Først nazisme og den politiske deroute. Kvindekampen. LGBT+ rettigheder. Der var ingen rød tråd. Det blev trættende til sidst. Desuden var der en længere sekvens, hvor bandet havde EU-flaget som stor spiller i deres sceneshow. Med Brexit in mente kan det forstås og forsvares, men ordet “propaganda” sad alligevel og kimede i mit baghoved, da Bono valgte at nynne “Anthem of Europe” helt casual, inden “City Of Blinding Lights” bragede igennem.

Det høje tempo flatlinede, og den to-en-halv-time lange koncert blev lukket og slukket med de tre numre “One”, “Love Is Bigger Than Anything In Its Way” og “13 (There’s A Light). Smukke stykker musik, men jeg manglende et optempo-stykke hit til at bryde med tyngden. Generelt manglede flere numre på sætlisten. Hvor var “I Still Haven’t Found What I’m Looking For”? Jeg har så meget respekt for, at der skal være plads til ny musik til nye turnéer. Det er en svær balancegang.

Kærlighed til U2 for at være, hvem de er. De var på, de gav den gas, men en oplevelse for livet var det ikke. I hvert fald ikke for mig.

U2, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Se resten af billederne fra koncerten HER.