Så blev det tid til endnu en hæderkronet tradition på Roskilde Festival: Nøgenløb anno 2018

En små 25 deltagere tog en 400-meter løbetur i adamskostume. Man kan spørge sig selv om det hører hjemme i det nye årtusinde, og svaret herfra må være et rungende ja. Det er tåbeligt. Det er fjollet. Det er helt sikkert ikke noget man vinder andet end et øjebliks hæder for. Derfor er det faktisk også vigtigt.

Nøgenløbet opstod som en fjollet idé for mange år siden, men det fortæller en historie om, hvordan nøgenhed ikke er farligt, men bare en lille smule grinagtigt.

Vi må og skal være i stand til at grine af os selv, og af andre. Det er uskyld, og dét på en måde, som vi glemmer i en hverdag med rollemodeller, der er uopnåelige. Derfor står nøgenløbet som en fremragende tanke. Almindelige mennesker, der løber en tur nøgne, selv i en tid med videokameraer overalt, er frigørelse. Man beskylder ofte unge mennesker for ikke at have nogen tanke med deres handlinger, og måske er det bare fordi de ikke ser konsekvenserne af deres handlinger. Her er det ganske rigtigt tåbeligt, men det sætter også tanker i gang hos andre.

Jeg overhørte flere tilskuere undre sig over, at man gider/tør i disse dage. Netop fordi det bare ender på internettet. Det er dog også en del af den tankeproces, der gør det muligt at åbne for tabuer og den skam vi alle har med kroppen.

Måske lægger jeg for meget i det, men jeg er glad for, at vi ikke er blevet for bange for rigtige mennesker til at at tage en snak om det med hinanden. Derfor tror jeg på at Roskilde Festival har en fremtid. Det er ikke nøgenløb, der gør det, men alt hvad det står for.

Foto: Robert Hendel

Vi tog os også en snak med Emilia, der deltog i løbet.

Hvorfor løbe nøgen rundt på Roskilde?

– Det handler om, at gøre kroppen lidt mindre farlig. Man kan se folk på tv blive slagtet, men at se to mennesker være lidt kærlige, er et “no-go”. Der er noget helt forskruet i en tankegang, hvor kærlighed er forkert og vold er acceptabelt.

Tak Roskilde Festival. Endnu engang er jeg blevet bekræftet i at Ernest Hemingways ord om at, “vores verden er et fint sted og værd at kæmpe for” er sande.

Det er omtanke indsvøbt i almindelig idioti, men det er ment på den kærligste måde, og jeg sender mine glade lykønskninger til vinderne, men jeg mener at alle deltagerne er de sande vindere. Især hvis de fleste af dem har de samme tanker som Emilia.