Rap-koryfæerne i House of Pain kom med tasken fuld af tricks og overskud, da de leverede én af årets bedste koncerter på Orange Scene.

Det var et sats, da Roskilde valgte at lade den aldrende og gråhårede rap-trio House of Pain starte festen på Orange Scene torsdag eftermiddag.

Det gennemsnitlige festivalgænger på Roskilde er nemlig ikke mere end 24 år og kender formentlig udelukkende gruppen for deres dansegulvs-smadrende ”Jump Around” fra 1992.

Et kvarter inden koncerten så det også ud som om, at festivalens gæster havde besluttet at lade one-hit-wonder-dinosaurerne være dinosaurer og søge ud mod de mere aktuelle navne på de mindre scener. Pitten var ikke en gang halvt fyldt, og Per Vers skulle råbe det snakkende og støvede publikum op, før de kastede blikket mod scenen.

Imidlertid skulle det vise sig at blive en af de hidtil bedste koncerter på Orange Scene og en opvisning i, hvordan man genpakker nostalgi på en ny og uforudsigelig måde.

Til en af deres utallige old school-hiphopbaskere indtog trioen scenen med overskud og tilstedeværelse – og selvom frontfiguren Everlast har fået en manke af gråt skæg og det meste af koncerten stod med stive ben forrest på scenen, havde han stadig hånden på bollerne og rappede med en intensitet, der vidnede om, at han ville gøre så meget mere, hvis han kunne.

– We’ve got some surprises, sagde Everlast og fortsatte over i en fortolkning af Dr. Dre’s ”The Next Episode”.

Var det leflen? Ja. Virkede det? Ja. Og det hjalp til at bryde monotonien, eftersom deres øvrige enslydende numre nemt kunne have kastet koncerten ud i en ensformig basbuldren.

Halvvejs gennem showet greb Everlast desuden en guitar for at give en fyrig version af Johnny Cash’ “Folsom Prison Blues”, som han kaldte verdens ældste gangsterrap. Publikum klappede i takt og slugte det råt.

– That wasn’t even the surprise, sagde han og bragte Evidence fra Dilated Peoples ud på scenen. Han spillede både “Worst Comes to Worst”, og et andet sjælefuldt og storslået nummer, som fik samtlige publikummer til at smide hænderne i vejret.

Man kunne have mistænkt eftermiddagens koncert for at ville blive en fiasko, med et nostalgiband der ledte efter en hurtig lønning, på en scene, som var for stor til dem. Men det var et mere end velmarineret publikum, som til sidst lettede fra jorden for at hoppe til ”Jump Around”.

Lad det være sagt: de tog fusen på os unge røvhuller. Og gudskelov for det.

House of Pain, Roskilde Festival, Orange, RF16

Foto: Lasse Lagoni

Se hele galleriet fra koncerten HER