Christian d'Or
Christian d'Or

Christian d’Or udgiver ny single – Hør den her

Fredag d. 22. april udgiver Christian d’Or sin første EP ’Tough Soul’ hos Sound of Copenhagen – en EP der på en og samme tid emmer af d’Or og viser nye musikalske lag hos den vellidte Københavner-pladevender.

Christian d’Or er på mange måder en mand som de fleste mener at kende til musikalsk. Dette skyldes i høj grad hans efterhånden 15 år lange karriere som DJ, i især det københavnske natteliv. Hvad nogle måske ikke ved er, at d’Or også er en dedikeret musiker med noget på hjerte. Dette har tidligere resulteret i to independent vinyludgivelser, og indbragt ham Kjeld Tolstrup-prisen i 2014.
Som musiker kommer Christian d’Or fra genrer som psych, disco og jazz, og på ’Tough Soul’ viser han en mere dyster side.

Den kommende EP’s fem numre sender musikalske salutter til 70’erne og 80’erne, mens teksternes tidløse tema om kærlighed og had, bæres sikkert af d’Ors mørke vokal.

’Tough Soul’-EP’en er blevet til i samarbejde med Niels Bagge (Vinnie Who), og artworket er malet af den danske fotorealist Maria Torp.
Således er der skabt en udgivelse der også bør kunne spilles, røres ved og kigges på, i fysisk form. Derfor udgives ’Tough Soul’ i et begrænset oplag på vinyl d.16. april, på Record Store Day, forud for den digitale udgivelse.

Titelnummeret ‘Tough Soul’ udkommer som EP’ens første single i dag, fredag d.1. april, efterfulgt af en dertilhørende musikvideo. Alt sammen fejres med en releasefest torsdag d.21. april på Jolene i Kødbyen, med musik fra Christian d’Or selv, og DJ-sets fra blandt andet Kasper Bjørke og Vinnie Who.

Vi glæder os meget til at bringe en anmeldelse af den kommende ep, men indtil da, så tag et lyt til 1. singlen ‘Tough Love’ nedenfor.