Slipknot, Forum
Foto: Lasse Lagoni

Slipknot – The Rookie Experience

Denne anmeldelse bliver meget atypisk, da den kommer til at tage udgangspunkt i anmelderen… mig.

Da muligheden for at se et af verdens mest legendariske bands live – og samtidig få lov til at anmelde dem – sagde jeg med det samme “ja!” uden at tænke over de videre konsekvenser. For det første har jeg aldrig hørt noget af Slipknots musik, og derudover har jeg aldrig dyrket heavy metal-genren. Så udgangspunktet for mig til torsdagens koncert i Forum var åbenhed og muligheden for at få én på opleveren.

Forud for showets start blev jeg fortalt, at Slipknot ligger i top to over verdens bedste til at give et fantastisk liveshow. Og da det blå tæppe faldt og aflsørede et koloenormt sceneri, måtte jeg da næsten også samle min underkæbe op fra gulvet. Blåt lys flyver ud over salen og de langhårede dudes omkring mig skriger på den der rigtige mandemåde, mens de løfter en knyttet fist i vejret.

Da jeg kommer mig over lyschokket, går der en ting op for mig, som jeg slet ikke havde overvejet, inden jeg sagde ja til at anmelde koncerten. Slipknot er sådan et band, hvor de bærer masker… og jeg er panisk angst for maskerede personer.

Energien er høj fra både de ni maskerede på scenen og fra de nogen-og-tusinde mennesker i salen. Forsanger Corey Taylor råber til publikum, om de har savnet Slipknot. Svaret er ikke til at tage fejl af. Danmarks metal-fans har savnet Iowa-drengene. Numrene flyver ud med højt tempo og fart, og bandmedlemmerne render rundt på scenen. Specielt Shawn Crahan kaster sig omkring, som var han en parkourentusiast på speed. Samtidig flyver de to percussionister på roterende podier ind over publikum, mens de headbanger, når de ikke lige slår på deres trommesæt.

Alt imens det her foregår, står jeg som forstenet blandt publikum og prøver på at forstå, hvad det er, jeg er vidne til. På den ene side er musikken fed og energien fantastisk, men på den anden side kan jeg ikke abstrahere fra det pisseskræmmende scenarie, jeg står og er en del af. Fyren foran mig headbanger på livet løs, som ville hans hjerne eksplodere, hvis han ikke rystede den tilpas nok, og ved siden af sidder en otte-årig knægt på skuldrene af sin far og synger med på teksten. Selvfølgelig leveret med devil’s horn i retning af scenen.

Da en stor mængde af publikummerne omkring mig er fuldvoksne mænd med gedigen hårvækst, har jeg svært ved at se scenen for mig. Men da lyset i salen slukker, og Corey Taylor står alene i spotlyset for at få publikum til at vise deres kærlighed, ser jeg det hele. Og jeg føler det pludselig. Selvom musikken og leveringen er meget anderledes, end hvad jeg er vant til at opleve, så handler det i bund og grund om det samme. Det handler om at få folk til at føle. Og det gør de. At høre voksne mænd råbe, som var de teenagepiger til en Justin Bieber-koncert, det er hvad det handler om.

Så selvom det for mig var en forfærdelig og alt for grænseoverskridende oplevelse at skulle se ni maskerede mænd komme og rive Forum fra hinanden med deres aggressive udtryk, så var det en fantastisk oplevelse for alle omkring mig. De fik, hvad de kom efter, og de nød hvert eneste øjeblik. Og det er dét, musik handler om. Så kan min dårlige oplevelse være noget så ligegyldig, for der var ikke en finger at sætte på Slipknot denne torsdag aften i København.

For som min meget langhårede, meget metal-elskende ven sagde, da jeg mødte ham til koncerten: “Det, der er dit mareridt, er min drøm.”

Se hele Lasse Lagonis galleri fra koncerten lige HER.