‘Fri os fra de vilde normanner, som o Gud, hærger vort rige, myrder skarer af gamle og unge og også jomfruer og drenge. Vi beder dig: Afvend alle ulykker fra os’. Således lyder en bøn fra Karl den Skaldedes antifonale. Det er uden tvivl ikke Amon Amarth, der har været tale om, da de er nogle af de rareste mennesker på en scene, omend en del af deres sange handler om død, krig og ødelæggelse.
I løbet af hele Amon Amarths Europa-tour har Testament spillet som hovedopvarmer. På den skandinaviske del af deres turné har de dog fået en direkte opgradering, hvis man spørger mig, for Behemoth tårner sig over de fleste andre bands med deres fænomenale blanding af black og dødsmetal. Jeg havde helt sikkert ikke lavet mit forarbejde godt nok til en højhellig fjerde adventskoncert, for de famøse, bibelødelæggende, polske giganter var en enorm overraskelse for mig. Jeg havde kastet et blik på tour-plakaten og ikke lige bemærket, hvordan den blev helt sort i bunden og havde et meget ikonisk bandlogo.
I sidste øjeblik fik jeg bevæget mig af sted til VEGA efter at have hørt meget lidt andet musik end julehits og min 10-årige nieces enorme kærlighed for Nik & Jay til en længere barnedåb for den seneste forøgelse af den udvidede familie. Så det var en rar forandring at ankomme til VEGA på en mørk december aften og opdage, at forkæmpere for ytrings- og religionsfrihed var på scenen, og der var så dejlig meget, god musik fra Behemoth. Der blev spillet en god blanding af gammelt og nyt, med “Blow Your Trumpets Gabriel” som min personlige favorit med sit tunge beat og fremragende speed-stykker, og så har et godt tema aldrig skadet en sang.
Men det hele skal ikke blive væk i, hvor gode Behemoth var i deres lille time på scenen. Det var derimod de svenske vikinger fra Amon Amarth, der var aftenens hovednavn, selvom adskillige forlod spillestedet efter Behemoth havde været på. Hvorvidt det er fordi, man ikke er “Trve” nok, hvis man godt kan lide velspillet musik leveret med et solidt smil på læben fra en hyggelig og karismatisk forsanger og et teknisk solidt band, er uvist, men jeg kunne konstatere, at der forsvandt en lille portion af gæsterne på denne aften. Jeg fortryder ikke, at jeg blev for at høre hovednavnet.
Der blev startet hårdt og hurtigt med “Pursuit of Vikings” og derfra blev gaspedalen trykket i bund med “As Loke Falls”. Med i alt seks sange fra Jomsviking ud af de 17 numre, der blev spillet på aftenen, må det siges, at de svenske vikinger tror på deres seneste udspil, og det er ikke en fejlvurdering. Der er enkelte af deres lidt ældre numre, som er på højde eller er bedre end dette, men som helhed er det deres bedste album, i følge mig. Og når man så får en decideret hitkavalkade fra de svenske krigere blandet med lidt teatralsk sværdkamp, hvor krigernes skjolde er malet med kors i henholdsvis rød/hvid og blå/gul er cirklen sluttet. Med en sejr til den svenske kriger, som derefter blev hugget ned bagfra af den danske viking er en kommentar på, hvordan vi bliver set på af vores brødre på den anden side af sundet er uklart, men vi kunne konstatere at Danmark vandt denne gang.
Musikken var generelt fremragende, men enkelte numre var ikke på højde med resten af det ret solide sæt, der blev spillet i løbet af aftenen. Særligt “Runes To My Memory”, var en lille smule intetsigende, i forhold til det ellers eminente niveau på hele oplevelsen, men det bliver ikke sidste gang, jeg tager til en Amon Amarth koncert, for der er så gedigen gang i den og musikken bliver leveret med et sådan overskud, at de aldrig bliver for meget. De melodiske passager (som der er mange af) er gennemførte og velskrevne, de virker oprigtigt glade for at spille i Danmark og der er en utrolig rar stemning til deres koncerter, så man får lyst til at komme igen. Fra min plads lige foran pitten, var jeg dog en lille smule irriteret over at få flere folk i nakken end til den gennemsnitlige Red Warzawa-koncert.
Amon Amarth leverer et dejligt scenshow med deres forherligelse af oldnordisk kultur og forsanger Johan Heggs svenske er langtfra lige så problematisk at forstå, som Opeths Mikael Åkerfeldts. Det kom dog ikke helt på højde med den kraftpræstation, som de leverede i sommers på Copenhell (Læs Nikolajs anmeldelse HER, og han ved godt, at de ikke er fra Norge). Da de trådte på scenen til de forventede ekstranumre, var det til gengæld en regulær opvisning i, hvor gode de er i stand til at være med “Raise Your Horns”, “Guardians of Asgard” og “Twillight Of The Thundergod”, og så var det næsten glemt, at dele af koncerten ikke havde været helt oppe at ringe. Alt i alt var det en fremragende koncert og en solid afslutning på deres 2016 turne.
Se Martin Kleisbergs billeder fra koncerten HER.
