I aften betræder Liam O’Connor igen en scene for første gang i et år. Vi er dykket ned i CD-arkivet og har fundet nogle af de numre, vi elsker mest, og bruger dem til at fortælle historien om Aarhus V-rapperens karriere.

Nutidens danske rappere bliver ofte kritiseret for at ligne og lyde for meget som deres amerikanske forbilleder såsom Future og Drake. De fleste danske rappere er dog i starten af deres karriere ingen undtagelse, og det gælder også L.O.C. Tag bare ’20 Måder’, der er essentiel tidlig L.O.C., som han var i starten af det nye årtusind.

Dengang var han mindre sig selv, som vi kender ham i dag, og mest af alt et barn af west coast rappere som Tha Dogg Pound, ligesom Rune Rask og Troo.L.S. var stærkt inspireret af Dr Dre. I hvert fald når det kom til L.O.C’s debut Dominologi, der trak stærke veksler på 2001. Lyt bare til ‘Big Ego’s’ og derefter til ’20 Måder.’

Men det fungerede, og det er det er det vigtigste. For mens L.O.C. både lånte slang og lyd fra vestkysten, var han uden tvivl sin egen rapper med en stærkt fornemmelse for flow og fortælling. Og så kunne han skrive et stærkt omkvæd helt uden at lefle. Alt dette demonstrede han på ’20 Måder’, hvor han over en bundbeskidt g-funk-linje spyttede kolde stodderismer om, hvordan man bevæger sig op i verden. Manden selv havde endnu nogle kanter, der skulle pudses, men det stod allerede klart, at der kun var én vej frem: og det var netop op.

I 2004 kom det store gennembrud med ‘Undskyld’, hvor L.O.C. i den ikoniske musikvideo sidder og skrifter i en kirke. Albummet Inkarneret blev udgivet trekvart år i forvejen, men modtog efter ‘Undskyld’-effekten platin. Og på denne her skive ligger nummeret ‘Snakker Ikk’ Med Nogen’. Et stykke selverkendelse baseret på paranoia og noget, der minder om depression.

Med vrede og frustration stirrer L.O.C. sin undergang i øjnene – både som menneske og rapper er han på kanten til at knække af forventningernes pres, og kun sprutten kan lindre. Hans forsvar er at blive en tom skal, der trækker på skuldrene og ikke ænser sin omverden; som han siger: “Se den anden vej, når lortet løber ud i sandet.”

Sangen er et sidespring fra pladens øvrige lyd, der ligesom sin forgænger er stærkt inspireret af Dr. Dre’s minimalistiske og funky Westcoast-lyd fra årtusindskiftet. Men på ‘Snakker Ikk’ Med Nogen’ serverer Rune Rask og Troo.L.S. ikke andet end den samme insisterende tromme, der med en grædende guitar efterlader L.O.C. alene med sin blodstænkte gråd.

Midt i den mest kaotiske tid kom et album, som blev noget af L.O.C.’s mest kommercielt succesrige. På samme plade som ‘Frk. Escobar’ og ‘Du Gør Mig’ kom et nummer om selvmord og tankerne omkring livet før og efter, man tager sit eget.

L.O.C. har tidligere kaldt Cassiopeia for sin mest skizofrene plade, hvilket især skyldes, at den kom til verden, mens han selv undergik personlige forandringer – mest berømt fra alkoholiker til ædru alkoholiker. Efter en lunken modtagelse af pladen hos både fans og anmeldere, bragede L.O.C. i den grad tilbage med Melankolia/XxxCouture.

Med Melankolia/XxxCouture genfandt han nemlig sig selv og leverede en laserskarp udlevering af både sig selv og samfundets bærme gennem en moderne fortolkning af de syv dødssynder. Alle numrene er stærke, gennemførte og helt igennem deres egne, men over det hele troner alligevel den hjemsøgte ode til dovenskab ‘CFX (Chris Farley Experience)’.

Chris Farley var en amerikansk komiker og skuespiller, der af sin samtid af nogen blev kaldt for verdens sjoveste mand. Han døde som 33-årige af en overdosis i 1997, og det er til ham, L.O.C. dedikerer sangen om at “syredroppe foran sin koncertbooker” og at burde “rive lortet op med rod, men det pis kan være det samme.” “Det her er bedre end at lade sig forføre af de skøger,” som Bai-D siger i form af djævlen. Det er sådan en sang, man kun kan skrive, når man er nået ud på den anden side. Og gudskelov for det.

L.O.C. er bedst, når der er noget på spil i hans tekster. Når han filosoferer over livet og døden og alle de ting, vi oplever i mellemtiden. Det gør sig gældende på nummeret ‘Vågen’, hvor han rapper om sin manglende frygt for at dø. En smuk og mere moden form for YOLO.

En anden genistreg er nummeret om at være rapper og turnere med bandet og være et svin, der ikke kan finde ud af at passe sit privatliv og samtidig være kendis i weekenderne, hvor pigerne kaster sig over én. Dette track kom på Prestige, Paranoia, Persona volume ll – og er i den grad en overset perle, hvis man sætter sig ned og virkelig lytter efter, hvad Liam har på hjerte i teksten.

På seneste fulde album, Sakrilegium, lå der et bonus track efter sidste nummer ‘Livet’. En dansk version af “Ces Gens La” af belgiske Jacques Brel. Et nummer om tre slags mænd, der fucker op i livet. På det her nummer møder vi L.O.C. som en helt anden form for historiefortæller. Uden fokus på sig selv, men stadig med lige så meget nerve, som når det handler om hans egne storheder og fald som menneske.