Fredag havde vi en af “The Big Four” på Helviti, og nu var det tid til mere thrashmetal. Amerikanske Havok var kommet på besøg, og der var lagt i ovnen til en ordentlig omgang i selskab med de fire Colorado-drenge.
Eksplosioner i mine øregange. Det er nok den nemmeste måde, at beskrive lyden af Havok, som var kommet i godt selskab på Pandæmonium. Af en eller anden grund, så synes jeg at de suverænt sjoveste koncerter har foregået på denne lille scene i år, og om det er mig, der er blevet forvænt med de store navne som kommer på de andre scener, eller om jeg bare er blevet lidt træt af den renpolerede lyd, når bandet har eksisteret i lang tid og er slået igennem, så var det et dejligt møde med de fire gutter, som spillede en massiv omgang trashmetal, man ikke lige bliver færdig med på de små tre kvarter, der blev spillet.
Jeg kunne ikke helt placere lyden på de første to numre, men om det var gårsdagens indtag af alkohol eller jeg bare havde mistet hørelsen, så var der meget tydlige tråde at trække til Slayer. Da jeg fik hvisket det i øret af en kammerat, så var jeg da også straks helt med på det, og kom til at få gode mindelser fra sidste gang, jeg var i selskab med metalmastodonterne.
Helt så skarpe er Havok ikke, men det er nok også lidt voldsomt, at skulle blive sammenlignet med et af de allerbedste bands nogensinde. Der er fremragende takter i musikken og det suverænt bedste nummer til koncerten var den eminente “Give Me Liberty… Or Give Me Death”, som blev introduceret med en lang tale om frihed og hvordan vi skulle have lov til at gøre, hvad end vi måtte ønske, så længe det ikke gjorde andre ondt. Det var en fremragende konklusion, da det også var sidste nummer, men ellers var der en smule afstand mellem snapsene i et respektabelt sæt, der aldrig helt kom op at flyve. Faktisk var der ret meget snak, om David Sanchez’, sang og guitar, holdninger til verden, og jeg kan udmærket forstå at man kan ønske at bruge den platform til at uddybe sine holdninger, men det er da lidt paradoksalt, når vi står til en metalfest, der uden tvivl er blandt de mest hensynsfulde steder, jeg nogensinde har befundet mig, at der så skal komme en svada om frihed til at gøre som man vil. Det er jo netop dette som bliver udtrykt til Copenhell. Der er plads til lidt af hvert på Copenhell, og det er skønt at opleve det frisind, men engang imellem bliver man også lidt træt af at få tudet ørerne fulde af det, specielt når det ikke føles helt oprigtigt, i modsætning til Helhorse lidt tidligere på dagen.
Det udmattede korpus trængte dog også til en lille pause, og jeg fik fundet mig en god siddeplads i Asgaard, hvor musikken kunne høres, mens mine ben fik lov til at hvile en smule. Det var en fremragende ide, for det blev muligt, at slå lyttebøfferne ud for alvor, hvor det desværre blev tydeligt, at lyden var en smule for mudret til min smag. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om det var lydmanden, der var kommet på overarbejde, eller om det var sløset arbejde fra guitaristen, men de mange løb og riffs forsvandt en smule i den generelle støj; en mistanke jeg allerede havde fået fra min tidligere placering lige foran lydteltet og min hovedmistanke er rettet mod guitarerne. Det skæmmede mit indtryk af koncerten, og selvom det var dejligt at blive mødt med en ordentlig omgang trash, så var det også en smule letkøbt. Godkendt, men med plads til forbedring, så Copenhells største overraskelse blev ikke Havok og deres koncert på Pandæmonium.
