Skulle man efter en hel dag på Copenhell have flere aggressioner tilbage i systemet, så kunne de med garanti blive lukket ud under Bullet For My Valentine.
Walisiske Bullet For My Valentine har siden midt-00’erne givet forvirrede, knækkede teenagehjerter et soundtrack at skrige deres frustrationer ud til. Det var derfor, jeg selv forelskede mig i dem som 15-årig. Ti år er gået, men Bullets stil holder stadig.
Da de spillede torsdag nat på Copenhell var det med nyt materiale i kufferten, samme stil og masser af fart på. Forsanger Matt Tucker og Michael Paget har kørt bandet og vokalerne i godt tyve år, mens der har været udskiftninger på bas og trommer gennem tiden. Lad det være sikkert sagt, at stilen vil være den samme, så længe de to frontherrer bliver i bandet.
Tuckers vokal er meget karakteristisk, ligesom Pagets screamo-vokaler under og metalcore-lyden er. Åbningsnummeret “Don’t Need You” satte stilen. Efter “Over You” og “Your Betrayal” kom “4 Words (To Choke Upon)” fra debutalbummet The Poison fra 2005. Et album, alle emobørn fra slut-00’erne kan huske. Det blev også afsløret her. Rigtigt mange kunne teksterne på de ældre udspil.
Som det kan afsløres på sangtitlerne, handler meget af det om ulykkelig, grum, barsk kærlighed. Og jeg kan ikke lade være med at frygte for Tuckers kærlighedsliv, hvis alle tekster er baseret på hans egne erfaringer.
Sammen med musikken er det faktisk en smule banalt, men når først tempoet kører og man skriger følelserne ud for alle de latterlige mænd, man har krydset klinger med gennem tiden, så glemmer jeg altså at have hornbrillerne på og lytte efter, om lydmixet er, som det bør være, og om man kan måle en ordentlig IQ ud af noderne.
Numre som den nye single “Letting You Go”, “Scream Aim Fire”, “Tears Don’t Fall” og lukkeren “Waking The Demon” gjorde setlisten perfekt. Krydret med ny trommeslager Jason Bowlds vanvittige trommesolo, blev koncerten med Bullet For My Valentine én lige efter bogen.
Nogle gange er musik bare følelser, og det her var nostalgi og vrede til UG.
