Opvarmning til helvede: Onsdag på Copenhell i ord og billeder
50%Ujævn opvarming
Mustach80%
Neurosis75%
L710%
Turnstile35%
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

Som et nyt koncept slog Copenhell i år dørene op allerede onsdag med blot en enkelt scene, fem bands og et begrænset antal gæster.

Godt 5.000 mand havde billet til onsdag, da Copenhell slog dørene op til en opvarmningsdag med en begrænset del af pladsen åben og kun en enkelt scene i brug.

Konceptet er nyt, og det kunne mærkes på den meget stille stemning, der var. På den overskyede junidag trissede de mange rockhoveder lidt rundt med et par øl, sludrede lidt og prøvede at sætte gang i festen. Men desværre var der ikke meget at råbe hurra for ved flere af de optrædende bands.

Foto: Robert Hendel

Punkede platugler

Aftenens første band gik på klokken 17. Amerikanske Turnstile er et punkband med tre albums i bagagen, hvor de fleste af sangene til deres optræden på dette års Copenhell kom fra seneste udspil “Time + Space”. Forsanger Brendan Yates’ vokal, der minder om Zack de la Rochas, blandet med bandets lyd gav for voldsomme Rage Against The Machine-vibes, ligesom Metallica og Panterra var at spotte i lydbilledet. Skraldede man alt det fra, var der ikke mere tilbage, og derfor blev Turnstiles sæt blot som et dårligt coverband, hvor man ikke engang kender numrene. Desuden var sættet alt for rodet og anarkistisk – selv for et punkband.

Foto: Robert Hendel

Ulidelige L7

Fra midt-firserne til 00’erne var L7 en pioner inden for grunge – især fordi, bandet kun er båret af kvinder, hvilke skabte en hel bevægelse af kvindebands gennem 90’erne. Tilbage i 2014 fandt damerne med syv albums på samvittigheden sammen, og på denne warm up dag på Copenhell skulle de altså vise deres værd og deres plads i rockhistorien.

Det… gjorde de ikke. De afdankede madammer brægede noget så jammerligt, at det var forfærdeligt at lytte til. Selv hvis man prøvede at forlade området omkring scenen for at få ro, forfulgte den højlydte, forvrængede grunge dig som et L7-genfærd, der ikke ville lade dig slippe for deres dengang revolutionerende musik.

Foto: Robert Hendel

Smid et overskæg på

Svenske Mustasch leverede et solidt sæt med en enormt medrivende “Änglahund”, som godt nok er svensk i oprindelse, men herhjemme, så er det altså en himmelhund. I det hele taget, var der fuld skrue på, og særligt imponerende var Stam Johansson på bas. I det hele taget var det en smuk lydside publikum blev introduceret for, og det var uden tvivl den mest positive overraskelse, vi blev udsat for denne onsdag.

Foto: Robert Hendel

Neurosis med nerve

Neurosis leverede en fremragende koncert, hvor der helt klart var mere publikumskontakt end forventet. Scott Kelly er en levende legende, der stadig formår at spille en hvis legemsdel ud af bukserne. Der var plads til forbedring undervejs, men det var ikke kun den skarpe blæst, som var ved at vælte Copenhell.

Særligt “A Shadow Memory” var helt fænomenal, men det føles en smule mærkeligt, at se et så ikonisk band på så lille en scene. Det havde været klart federe at opleve dem til en koncert i fuld skala.

Foto: Robert Hendel

Således en ujævn første dag på Copenhell. Men helvedet er åbnet, og vi glæder os til de kommende dage!

Foto: Robert Hendel