I Valby Hallens sal blev der mandag aften dyrket ungdomsminder, da Deep Purple spillede gamle hits. Beklageligvis krakelerede minderne i musikkens manglende dybde og bandets afdankethed.
Det hænder ofte, at et gammelt band, med bagagen fyldt med hits fra flere årtier, kommer forbi landet for at genoplive danskernes minder om de gode, gamle dage. Med størstedelen af publikum – mest mænd – dobbelt så gamle og med tre gange så langt hår som mig, stod det klart, at det var sådan en aften, da den store gymnastiksal i Valby Hallen var proppet. Gamle venner stod side om side med store fadøl i plastikkrus for at drille hinanden med øgenavne fra skoletiden og spille luftguitar til numre fra de første fester med de første branderter.
Til trods for gensynsglæde, var stemningen underligt flad, da Ian Gillian og co. trådte ind på den store scene, der mest lignede et underligt stillads midt i håndboldhallen. Og fladheden gik igen gennem koncerten. Musikken var mudret og gik kun rent igennem, når instrumenterne spillede alene. Lyden af trommer, guitarer, bas og keyboard blev mast sammen og lød som om, det kom ud af et par høretelefoner til 40 kroner i Tiger. Samtidig var Gillians vokal så lav og dårlig, at det ikke var til at høre, hvad der blev sunget.
Bagerst i lokalet, nede ved barerne, var lyden faktisk bedst, hvilket var godt for ølsalget men dårligt for oplevelsen. Folk var meget fulde meget tidligt på aftenen. Generelt var aftenen bare helt igennem ærgerlig, og det stod klart, at Deep Purple for længst har passeret sidste salgsdato.
Alligevel gik jeg fra Valby Hallen med et smil på læben. Et ældre ægtepar stod længere tilbage i salen, og under hele koncerten grinede de, dansede de, kyssede de og sammen genoplevede gamle, støvede stunder til den musik, der dengang var ny og frisk, og de to måske var unge og nyforelskede og var på vej ind i et liv i fællesskab.
