Roskilde Festival talte til hjertet

Otte dages fællesskab omkring musik, kunst og lighed på årets Roskilde Festival er overstået. Rutinerede kræfter som Arcade Fire og Foo Fighters og yngre kunstnere som The XX, Lorde, Solange og The Weeknd mødte kæmpe begejstring fra et konstant nysgerrigt publikum. Ledelsen forventer et tocifret millionoverskud til uddeling til velgørende og kulturelle formål.

Gennem den sidste solbeskinnede aften og de festlige nattetimer leverede navne som Ice Cube, Arcade Fire, Moderat/Modeselektor og Sort Sol nogle af årets sidste store fællesskaber på festivalpladsens scener.

Festen blandt de 100.000 betalende deltagere har strakt sig til ud på de tidlige morgentimer, og i dag rejser indbyggerne hjem fra den midlertidige storby, der gennem en uge har foldet sig ud på markerne uden for Roskilde.

Holdning, kunst og engagerede stjerner

De rørende koncerter med Solange, Father John Misty, Lorde og The Savage Rose vakte stærke følelser og viste, at kunstnernes engagement har en afsmittende effekt på publikums indlevelse.

Samtidig mødte The XX, Future Islands, Solange, Gucci Mane, Halsey, Princess Nokia, Nicolas Jaar og en stribe af andre artister tusinder af nye fans og understregede, at Roskilde Festivals gæster konstant opsøger nutidens tendenser og stilarter.

Lorde, Roskilde Festival, RF17, Arena
Foto: Lasse Lagoni

Det er ikke kun de 180 koncerter på musikscenerne, der har pirret nysgerrigheden og gå-på-modet. Gennem den otte dage lange festivalrejse har deltagerne engageret sig helhjertet i paletten af kunstprojekter og stærke holdninger i festivalbyen.

Publikumsfremmødet har været konstant til debatterne og de legende events om køn, religion, seksualitet og etnicitet, når programmets Equality-tema har udfordret deltagerne på deres forståelse af kulturel lighed.

Det stod klart, da borgerretsforkæmperen Opal Tometi fortalte om Black Lives Matter-bevægelsen og til Dansk Kvindesamfunds workshops om seksuelt samtykke og Freemuses debat om antallet af kvindelige kunstnere i musikprogrammet.

Den nye satsning, KlubRå, koblede musik, video, installationer og performance på helt nye eksperimenterende måder, og det organiske udstillingsrum Oasen midt på festivalpladsen sugede deltagerne ind i et univers fyldt med refleksioner over bæredygtighed, samtid og omverden.

Talskvinde Christina Bilde siger:

“Vi har slet ikke fået fordøjet alle oplevelserne. Men noget af det, der virkelig har gjort indtryk, er den nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse, som Roskilde-deltagerne besidder. Vi ser det, når de opsøger de nye navne på scenerne og på den måde, som de indtog vores nye kunstområde Oasen på. Og det er det samme stærke engagement og indlevelse, som de viste borgerretsforkæmperen Opal Tometi fra Black Lives Matter og Solange, der var tydeligt berørt af et stærkt indlevende publikum på Arena-scenen. Det er et kæmpe privilegium at lave festival sammen med så nysgerrige gæster og så stærkt et fællesskab. Det går lige i hjertet.”

Roskilde Festival har i år meldt udsolgt i samtlige billetkategorier, hvilket betyder, at 100.000 deltagere har indløst billet til årets festival.

Talskvinde Christina Bilde siger om de økonomiske forventninger:

“Regnvejret på festivalens næstsidste døgn kan give øgede omkostninger til oprydningsarbejde. Men vores forventning for overskuddet ligger på niveau med sidste år, hvor vi kunne donere over 17 millioner kroner til kulturelle og velgørende formål.”

Oprydningen går i gang

Netop nu er tusinder af deltagere ved at forlade festivalpladsen. Forude venter oprydningsarbejdet, så markerne og festivalpladsen om nogle uger fremstår uden spor af den midlertidige festivalby, der målt i indbyggertal er Danmark fjerdestørste by.

Efter sidste års festival håndterede Roskilde Festival over 2500 tons affald.

Roskilde Festival
Foto: Robert Hendel

Roskilde Festival har i år introduceret kampagnen ‘Bring it Home’, der opfordrer deltagerne til at tage deres campingudstyr med sig hjem frem for at efterlade det som affald på festivalpladsen. De mange tons efterladte telte, luftmadrasser, campingstole og andet campingudstyr udgør en miljøudfordring, som festivalen ønsker at mindske som en del af sin bæredygtighedsstrategi.

Roskilde Festival bruger cirka otte millioner kroner på oprydning og affaldshåndtering.

Se også

Grøn Koncert i Kolding: Gennemsnitligt godt

I Kolding stod solen fredag højt på himlen, og...

Kæmpe katastrofe i Tivoli: Chaka Khan til Fredagsrock

Normalt er Tivoli midt i København lig med høj...

Springsteen er stadig The Boss – men ikke uden ridser i lakken

AF BRIAN MOGENSEN Ligesom sin 70 år gamle Fender Esquire...

Pink kronede sig som den nye baronesse af Parken

Skrevet af Jesper Albæk Poulsen Alecia Beth Moore kan som...

Foo Fighters hyldede rocken på Roskilde Festival

“Are you fucking ready?!” råbte Dave Grohl i staten...
spot_img
Poplish.dk
Poplish.dk
Poplish er drevet af en stor grad af frivillighed, ligesom vi er uafhængige af kunstnere og pladeselskabers økonomiske interesser.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her