Roskilde Festival er slut. Det er tid til at reflektere over ugen der gik. Det er tid til Roskilde Blues.
Det er det samme hvert år. Hvert år sidder jeg og overvejer, om jeg skal med eller ej. Magter jeg det virkelig? Kan jeg godt klare en uge i et telt, på uhumske toiletter, hamrende kolde bade og druk hver dag? Og hvert år når jeg til samme konklusion. Tja… jeg giver det et forsøg! Selvfølgelig skal jeg afsted. Alle mine venner skal afsted, jeg skal da op og fejre friheden med dem.
Og det var vitterligt en uge med frihed. En uge med journalistik, god mad, musik og fest alt sammen med venner og de nye bekendtskaber, jeg fik. Jeg har set Ice Cube, Nas, Solange, Future Islands, Franske Piger, Irah, Bogfinkevej, Lorde for blot at nævne nogle få koncerter. Jeg har danset, grinet, sovet for lidt, haft tømmermænd, ølbowlet, smidt stort set alt hygiejne over bord og meget mere. Og alt sammen er det grunde til, at jeg år efter år vender tilbage til Roskilde Festival.
Nu sidder jeg så her. I mit pit-stop hjemme hos de gamle, og her er da hyggeligt, men det er ikke det samme som dig kære Roskilde Festival. Jeg mangler indtryk, jeg mangler mennesker, jeg mangler fest og ballede! Så hvad gør jeg nu, Roskilde Festival? Jeg plejer min Roskilde Blues. Jeg sover søvnunderskuddet ud, jeg laver aftaler med mine venner, og jeg tager til andre koncerter, og så glæder jeg mig. Jeg glæder mig til, at det bliver næste sommer, så Roskilde Festival endnu en gang kan starte.
Så kære Roskilde Festival vi ses i 2018. Jeg glæder mig allerede til en uges fest og ballade!
