The 1975 har de fængende dansable poprock-melodier til at sætte gang i enhver teeange-fest. Desværre virkede bandet uoplagte og med alt for mange langsomme numre, der trak energien ud af koncerten, så efterlod bandet et trivielt og kedeligt indtryk.

Da jeg træder ind i den stopfyldte Falconer Sal på Frederiksberg et kvarter før aftenens hjerteknusere i The 1975 går på scenen, bliver jeg pludselig i tvivl om, jeg er gået forkert. Er det en mon One Direction koncert jeg skal til at overvære? Salen er propfyldt med ekstatiske teenage-piger, der næsten ikke kan være i sig selv af ren og skær begejstring over aftenens hovednavn The 1975. De unge piger er nærmest ved at sprænges af glæde, og da mørket falder på, og The 1975 går på scenen, er det til et bifald og pigeskrig, der netop er en 1D koncert værdig. Og samtidig med at drengene på scenen slår de første toner an, så kommer der en hær af mobiltelefoner i vejret, og der bliver snappet, instagrammet og facebooket til den helt store guldmedalje. Velkommen til den store teenagefest.

Postmoderne pop band

The 1975 bliver betegnet som et alternativt rockband. Det er noget af en tilsnigelse. Bare fordi man spiller guitar, så er man ikke altså ikke et rockband. Jeg vil nærmere kalde det pop. Forsanger Matthew Healy betegner selv bandet som et “postmoderne pop band”, og det er måske meget godt ramt. For ligesom god popmusik, så er The 1975 ikke bange for at blande alle mulige og umulige genrer; lige fra soul til alternativ rock til pop. Hvad sker der til gengæld for bandets kærlighed til saxofonen? Undskyld, 1980’erne har ringet, og de vil gerne have deres saxofon tilbage, har man nærmest lyst til at skrige efter den tredje sax-solo i aften.

Sløvt band uden gejst

Hele koncerten er bygget meget stramt op, ligesom et godt popshow er. Scenografien er skarp, grafisk og nærmest 3D-agtig med store stående og liggende LED-kasser med stærkt lys i skiftende komplimentærfarver, der sammen med én stor LED-skærm som bagtæppe udgør scenen. Det er fedt! Stilrent, enkelt og effektivt. Den flotte scene og lysshow kan desværre slet ikke ændre på, at bandet virker som grå mus i en stor farvelade.

Forsanger Matthew Healy tuller formålsløst rundt på scenen med hængende hoved i sine højhælede støvler, sorte blazer og bar mave. Når han ikke står ved mikrofonen, trækker han sig tilbage på scenen og står og svajer lidt ved trommerne, eller slentre ugideligt rundt fra den ene siden af scene til den anden, mens han tager sig til underligt til hovedet eller snor de mørke lange krøller om sin finger. Han virker ugidelig og uoplagt – eller også er det måske her, der er en snert af alternative rock med den indadvendte og følsomme forsanger?

Interaktion mellem ham og resten af bandet er der næsten intet af, og i det hele taget virker bandet ikke som et band. Guitarist Adam Hann, trommeslager George Daniel, og bassist Ross MacDonald minder mere om musikere, der er hyret til lejligheden. De spiller såmænd fint nok, men der er ikke meget energi eller hjerte i det. De står alle pænt på deres pladser og spiller deres instrumenter – her er ingen dikkedarer. Til gengæld er det kedeligt at se på.

Energien suges ud

Og det er The 1975s helt store problem – det er simpelthen for pænt og kedeligt. Bandet spiller alt for mange kedelige mid-tempo numre og ballader, der simpelthen dræber energien. Så snart bandet spiller dansable pophits som She’s American, Girls og Chocolate, kommer der rigtigt gang i festen, og folk danser, hujer, hviner og klapper i takt til musikken – for publikum vil gerne have den store popfest, men bandet vil ikke rigtigt give det. Der er alt for mange numre som A chance of heart, hvor man bare står og svajer lidt fra side til side og ikke rigtigt er tilstede. Og det er simpelthen ærgerligt, for når vi rammer ekstra-numrene, hvor vi får serveret en uhellig poprock-treenighed bestående af hitsene Chocolate, The Sound og Sex, så løfter taget sig og gulvet gynger, når publikum hopper, jubler og skriger af deres lungers fulde kraft. Endelig virker det som om, bandet endelig vågner op til dåd. Det er desværre alt for sent, for efter Sex er koncerten slut, og det korte glimt af, hvad der kunne have været én stor popfest, efterlader én irriteret og ærgerlig over, at bandet ikke viste mere af den slags under koncertens halvanden times ordinære spilletid.

The 1975 nåede aldrig de høje pop-tinder, som de i hvert fald har noget af potentialet til at nå, for bandet er leveringsdygtig i dansable poprock i høj klasse. Desværre fik vi det kun at se i glimt i aften. For selvom bandet slutter af med et stærkt trekløver af bandets største hits, så ændrer det ikke på, at koncerten som helhed var en halvkedelig, ensformig og triviel omgang postmoderne poprock.

Se hele Martin Kleisbergs galleri fra koncerten HER

The 1975, Falconer Salen

Foto: Martin Kleisberg