Det er mere end tredive år siden, at amerikanske Billy Idol udgav sit første album. Det har været tredive år, hvor hans sange har defineret en hel del menneskers ungdom. Det var denne ungdom, der pludselig befandt sig i Den Fynske Landsby torsdag d. 25. juni.

Humøret var højt ved hver eneste fan, der havde bevæget sig ind til Odense torsdag aften. “Jeg er kørt helt fra Århus”, overhørte jeg en ældre mand proklamere med stolthed. Det var derfor tydeligt at mærke, at det var de største danske Billy Idol-fans, der denne aften var taget afsted, for at genoplive ungdommens minder.

Opvarmningsbandet ‘The London Souls’ stod i skarp kontrast til Idolets karakteristiske udseende. Med langt filtret hår, stort sort skæg og farvemættede skjorter indtog New Yorker duoen scenen midt i en dansk bøgeskov. Det tog en sang eller to, før det garvede publikum vågnede og begyndte at vrikke hofterne og vippe fødderne i takt til Sjælenes grungeinspirerede musik. En elektrisk guitar og et oversize trommesæt var alt de to musikere havde medbragt på scenen.

De laver musik, som de ikke ønsker at sætte i en kasse, og selvom man som lytter ønsker at kategorisere og genrebestemme de to unge mænds musik, er dette ikke lige nemt. Guitaren er distorted og larmer som var den ejet af legenden Slash, men de lyriske ord, der kommer ud af forsangerens mund sender tanker afsted mod bløde poptoner og drømmende løfter. Koncerten i Den Fynske Landsby var første gang, de to amerikanere betrådte den danske jord, men det bliver bestemt ikke den sidste, hvis man skal tyde publikums engagement og glæde over at have opdaget en ny vidunderduo.

Efter en kort pause blev baggrundsmusikken stum – og røde og blå lysrør sænkede sig over scenen. En rungende, dyb tone blev slået an af den berygtede guitarist Steve Stevens, der trådte ud på scenen og sendte et flashback til 80’ernes glampunkere, med sit store sorte strithår, sine glitrende smykker og iklædt læder fra top til tå. Få sekunder efter bliver guitartonen overdøvet af skrig og jubel fra publikum – og et afbleget hoved træder frem på scenen.

Udover nogle dybe linjer i ansigtet, der tyder på et langt, hårdt og begivenhedsrigt liv, ligner Billy Idol de plakater, der i 80’erne hang på teenageværelser verden over. Det peroxidfarvede hår, det sorte tøj og den lette arrogance hænger ved, selvom Idolet senere i år runder 60 år.

Selvom luften var tyk af forventning og ekstase, kunne der også anes en smule nervøsitet; for kunne Billy Idol, efter mere end 30 år i musikbranchen, levere et show, der er hans ry værdigt. Svaret er JA! Han flirtede med publikum, havde kontakt til både forreste og bagerste række, og efter kun 20 minutter smed han trøjen, og sendte et hvin gennem det kvindelige publikum. For en stund blev man sendt tilbage til nutiden, hvor hvinene mindede om en One Direction koncert: lige så høje hvin, dog en anelse mørkere, da de ikke tilhørte 2000 15-årige, men nærmere 2000 45-årige.

Billy Idol tog landsbyen med storm og vækkede følelser hos publikum, som havde været glemt siden deres teenageår. Sangen ‘Postcard from the Past’ startede hele koncerten, hvilket ikke kunne have været mere passende. Det var et postkort fra fortiden – en tidslomme i Den Fynske Landsby.

De par sange, var at finde på Billy Idols nyeste album: Kings and Queens of the Underground, som han udgav 2014, hvilket fik publikum til at vågne fra deres voksenkoma og pludselig var alle teenagere igen. Det var dog først da hittet ‘Dancing with Myself’ slog sine første toner an, og alle 2000 tilhørere rejste sig op og brølede med på de ikoniske toner. Temperaturen faldt ikke det næste lange stykke tid; tværtimod, da Billy Idol valgte at smide trøjen og kun performe iført et par stramme sorte bukser med kæder hængende om benene, og en sort blazer, der afslørede en tonet overkrop, der bestemt ikke stemte overens med dennes 59-årige ejer.

Det var tydeligt at mærke, at publikum denne aften var kommet for at høre de gamle klassikere, selvom de nye sange som f.eks. ‘Save Me Now’ snildt kunne været blevet udgivet i 80’erne. Men både publikum og Billy Idol nød det. Han nød at stå på scenen igen efter et langt og hårdt liv med stoffer og nedture. Billy Idol leverede hvad han skulle og langt mere end forventet af en ældre herre. Han havde et energiniveau svarende til en 23-årig knægt, der hoppede rundt på scenen og kastede håndtegn og knytnæver mod himlen, og fik hele publikum med på alle sange og fagter gennem hele koncerten.

Efter godt en time blev tempoet sat lidt ned med sange som ‘Sweet Sixteen’ og ‘Eyes Without a Face’, hvor samtlige par tilstede, tog armen om hinanden og sendte lange blikke, imens de genoplivede deres nyforelskelse og lod tankerne flyve tilbage til deres ungdom. Denne drømmende kærlige stund blev kort afbrudt af en kvinde, der fra første række råbte “I LOVE YOU”, hvortil en kæphøj Billy Idol blot svarede “I LOVE ME TOO”. Aftenen bestod af højt humør, gamle minder og masser af kærlighed, hvilket skabte en tidslomme, hvor publikum ønskede sig tilbage til 80’erne og ungdommen.

Det eneste minus, der var ved gårsdagens koncert, bestod i en guitarsolo på over 10 minutter, hvor Billy Idol og band fuldstændig mistede publikum. Flere forlod koncerten, fordi klokken var mange og de havde hørt det de kom efter. Det var som om koncerten nåede sit maksimum 45 minutter inde, for blot at ebbe ud, indtil tonerne fra sidste nummer ramte højtalerne, hvor skrigene blev lige så høje som før og sangstemmerne i publikum næsten overdøvede Billy Idol.

Koncerten kan bedst beskrives som en tidslomme, blandt gamle bindingsværkshuse og forelskelser. Billy Idol leverede præcis det han skulle; et godt show og minder fra fortiden. Ofte blev der slet ikke lagt mærke til, at alle var blevet 30 år ældre, for koncerten kunne snildt være blevet holdt i 1985.

 

Se Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER