Jellings hovednavn leverede en koncert lige efter drejebogen, skulle de have sådan en for, hvordan de optimalt ville gøre det. Alligevel blev det aldrig rigtigt mere end en showcase for Nickelback.
Himlen åbnede sig tidligt søndag aften, og mens en smule regn indfandt sig på årets Jelling Musikfestival, spillede Magtens Korridorer, som var det deres sidste show nogensinde.
Kenno er fortid i Djämes Braun, men Lasse Pilfinger Kramhøft og band fortsætter festen i bedste stil. Således skabte de årets bedste koncert på Jelling lørdag aften.
I ly fra den stride sols alt for voldsomme stråler stod de historieløse unge, mens de voksne så C.V. Jørgensen, og hørte moderne rock'n'roll helt efter de gamle regler med Carl Emil Petersen.
Som plaster på såret ved en halvuheldig fredag aften på årets Jelling gik Dizzy Mizz Lizzy på scenen og gjorde deres ting til perfektion. Desværre fik det ikke pulsen til at stige vanvittigt meget.
Intet kan berige en solrig sommerdag på Jelling som de bløde toner fra Hjalmer og band akkompagneret af publikums fællessang til den spektakulære storytelling.
Torsdag aften var der udsolgt metalbrag i Pumpehuset, hvor fire bands fra tre kontinenter leverede smæk for skillingen. Paledusk, Thornhill, Silent Planet stod alle på plakaten under hovednavnet Polaris, og normalt ville vi blot bringe en anmeldelse af sidstnævnte, men denne gang har vi valgt en anden retning.
De amerikanske ikoner sang onsdag aften deres svanesang i Lille Vega. Bandet som definerede en genre før de gik i opløsning i 2002, beviste på overbevisende vis hvorfor de fortjener deres plads blandt de bedste bands i musikhistorien. Denne anmeldelse er til dem som ikke kunne opleve koncerten selv, da alle som var til stede, allerede ved præcis hvor fabelagtig en aften det var.
