Kenno er fortid i Djämes Braun, men Lasse Pilfinger Kramhøft og band fortsætter festen i bedste stil. Således skabte de årets bedste koncert på Jelling lørdag aften.
En slukøret Liverpool-fan var, momenter efter at have set sin målmand Karius nærmest forære Real Madrid trofæet med egne handsker, trasket op til Alfreds sent lørdag aften på Jelling Musikfestival. Tungheden hang over ham som en sort sky, og det var til at se, at mirakler skulle til for at løfte hans humør.
Tryllekunstneren Lasse Kramhøft kunne heldigvis magi, der gjorde, at samme fyr stod badet i sved halvanden time senere. Et virvar af fest og farver fik hele teltet til at koge.
Det er første gang, at Poplish ser Djämes Braun optræde i det nye soloformat, efter det mellem jul og nytår sidste år blev annonceret, at Kenno stoppede i projektet. Tidligere har vi set dem på bl.a. Smukfest for fulde gardiner, men efter rygter fra en nylig koncert, som bandet spillede i Tivoli, blev jeg bekymret for, om Djämes Braun var på vej i graven.
Gravkammerstemning var der dog slet ikke at finde på Jelling. Publikum var flyvende under den fyldte teltdug, da musikken først begyndte at spille. Med “Ild Til Blokken” og ordene “Vi overgi’r os aldrig” som soundtrack kom Pilfinger på scenen med høj, høj energi – som altid – og kæmpede sammen med bandet for at få folk endnu mere op at køre. Det var dog intet problem. Med numre som “Duft af Bacone” og “Farlig Tiger” blev der sat gang i dansefødderne. Også hos ærgerlige Liverpool-tilhængere.
Efter at have spillet en skarpskåret spilleliste med hits fra Djämes Braun-franchisen, valgte Pilfinger at promovere først sin seneste single i eget navn – “Dræber Mig” og herefter sin lange solokarriere som producer med et medley af nogle af de største hits, han har været med til at lave i tidens løb.
Her tæller blandt andet musik fra TopGunn, Johnson, Kidd, Vild Smith, Gulddreng og Skinz. Et sats, hvis du spørger mig, for det kunne sagtens devaluere Braun-værdien, men når lyduniverset, Pilfinger har skabt over de seneste 12 år, hvis man tæller fra “Kig Forbi” med Johnson, går godt i spænd med deres lydunivers.
Det er svært ikke at blive grebet af stemningen og det gode humør, når Pilfinger står med sit store smil og joker både mellem og faktisk også under sangene. Sammen med sine korsangere og -dansere farer han rundt på scenen som en fire-årig, der har delt et kilo Matadormix med sig selv og ligner én, der har den fedeste aften i sit liv. Og det er hver gang, han optræder.
Bandet var også glade, underholdende og spiller røven ud af bukserne. Det smittede af på publikum, der ellers ikke var vildt medgørlige de forrige dage på Jelling. Men bandet formåede at få hele teltet til at vende ryggen til scenen, så de i fællesskab kunne lave en ægte MGP-vende-sig-rundt-og-pege-mod-kameraet-finte som afslutning på nummeret “Inficeret”.
Med “Traktor” og et nedkog af Kato-samarbejderne “Dumt På Dig” og “Ejer Det” som ekstranumre, var festen for det første total, og jeg havde på halvanden time festet til essensen af soundtracket fra mine start-tyvere. At musikken samtidig kan ramme folk på forældre og bedsteforældre-alder bevidner, at Djämes Braun er en vinderkombi – både med og uden Kenno.
Den slukørede Liverpool-fan gik fra Alfreds med et smil og med armene rundt om vennerne, og mens lørdag blev til søndag, blev han mindet om, hvad musik kan gøre ved mennesker. Det kan ændre ens humør med et trylleslag.
