Swedish House Mafia, Royal Arena
Foto: Lasse Lagoni

Da svensken tog Amager tilbage

Læs bedømmelse8 stemmer
4.5

En tydeligt rørt Axwell måtte takke publikum undervejs, da supergruppen Swedish House Mafia gjorde sit indtog onsdag aften i Royal Arena. Den intense stemning i Ørestaden mindede om en blanding mellem et rave i en lagerhal og en 4-0 føring for landsholdet i Parken.

Elektronisk musik er en svær størrelse, når det kommer til store koncerter. Det kræver en fælles indsats for kunstner og publikum for at skabe de magiske gode koncertoplevelser, og hvis alle ikke bliver revet med, så ender det halvlunkent og ærgerligt. Dette var dog ikke tilfældet, da de tre svensker, Axwell, Sebastian Ingrosso og Steve Angelo betrådte Royal Arenas scenegulv en regnfuld og blæsende onsdag aften.

Allerede inden showstart var publikum tændt. Opvarmningen bestod af MOOJO fra Dubai, som tydeligvis havde trykket på de rette knapper, for allerede inden lyset gik i salen, var det tætpakkede gulv så svedige, at trøjerne var blevet smidt hos en flok gutter på forreste række. Der blev klappet og sunget, som dansken formår det bedst i forbindelse med to ting: Store fodboldkampe og store koncerter.

Da lyset gik i salen, lød et brøl så intenst, man skulle tro, de 5.000 mennesker på gulvet var på vej i krig. Intense mængder røg og lys begyndte at fylde salen sammen med den buldrende bas. Svensken gjorde sit indtog. Introen til sættet var Can U Feel It efterfulgt af et mix af nyere hit It Gets Better og evergreen Greyhound. Modsat pressen havde de betalende publikummer ved indgangen modtaget et lille hvidt armbånd, der mest mindede om et smartwatch uden skærm. I takt til musikken begyndte armbåndene at lyse op. Som tidligere brugt effekt af blandt andet Coldplay var ansigterne i salen skjult i mørket, men hver sjæl lyste op som en ildflue på nattehimlen gennem lys i håndleddet. En stor oplevelse at se 10.000 små lys rykke i takt til musikken, mens lyset i salen kaster sig rundt intenst.

I princippet havde SHM hårde odds imod sig. Deres nyeste album, Paradise Again, som denne verdensturné er opkaldt efter, fik gode anmeldelser, og flere af numrene fra albummet har fået millioner og atter millioner af streams. Men når de sange skal konkurrere med de kæmpehits, som Don’t You Worry Child, One, Miami 2 Ibiza og sideprojekt Axwell^Ingrossos Sun Is Shining, så kunne det frygtes, at gassen ville gå af ballonen, når der i mellem var noget af det mindre kendte bagkatalog. Samtidig er det svært at komme tilbage efter ti år og stadig have momentum. Men det har en koncert på Coachella i foråret blandt andet bevist, at Grammy-vinderne godt kan leve op til. Stilen har rykket sig, men taget i deres fans har ikke løsnet sig til trods for arbejdet med at komme tilbage fra en pause, der startede i 2013.

Swedish House Mafia, Royal Arena
Foto: Lasse Lagoni

Og bevares, de har været tilbage i nogle år. Vi havde mange rosende ord for dem i 2019, da de lukkede Tinderbox. Men det nye musik er mere modent og mindre direkte festligt. Var lålle-danskerne klar på det? Og ja, det var de.

Danseskoene var skruet ordentligt på hos de 10.000 gæster, som var klar på at groove til det helt old school house og lade som om, at Royal Arena var en fyldt lagerhal midt ude i ingenting til et ulovligt rave. Det store lysshow, som fyldte hele salen, illusionen mere levende, og jeg tror aldrig, jeg har hørt noget publikum være så højlydte til en koncert i Ørestaden før. Tilbagemeldingen på numrene var formidabel, hvilket også blev anerkendt fra scenen af Steve Angelo, som oftest var fyren med kontakten ud over scenekanten.

Som presse i Royal Arena får man tildelt en siddeplads med mulighed for at gå ned på gulvet. Jeg startede med at se koncerten fra siddepladsen, men ville prøve at finde et hul til at løbe ned af trappen og ned på gulvet i salen. Men det hul kom aldrig. Sætlisten var meget tight, og der var hele tiden små momenter i musikken, som blev løftet af sceneshowet. Da hele salen inklusiv armbånd blev indhyllet i rødt lys, og Stings karakteristiske stemme sang “You don’t have to put on the red light”, så jeg mit snit til at løbe nedenunder i håbet om, at jeg ikke ville misse de store skift i udtryk. Da jeg kom ned, gik de genkendelige bip-lyde fra førstehittet “One” med Pharell Williams i gang, og det røde lys blev skiftet ud med hvide lasere, mens publikummerne skreg i eufori over at få muligheden for at høre nummeret live med de tre legender, der faktisk har produceret det i tidernes morgen. Gulvet var mere fyldt, end jeg nogensinde har oplevet det i Royal Arenas fem-årige levetid. Der var tætpakket og varmt. Lugten af sved og varmt hår fik endnu engang tankerne til at glide mod bulderfester tidligt på morgenen, langt væk fra lands lov og retning. En sjov kontrast til resten af arenaen udtryk, der er rene linjer, pænhed og Royal-øl til 90 kroner stykket.

Sætlisten var ikke den mest sindsoprivende. Den gjorde, hvad den skulle, og bød på enkelte overraskler i form af f.eks. Tell Me Why af Supermode (et Angelo og Axwell-projekt fra 2006) og In My Mind i Axwells edit. Men det var klart setuppet, lys, ild, lasere og publikums reaktioner på disse, der resulterede i et home run for de tre herrer. De er EDMs grand old men, og alene at have fået muligheden for at se dem samlet igen er et privilegie, som Royal Arena ikke tog for givet.

Swedish House Mafia, Royal Arena
Foto: Lasse Lagoni

Se resten af billederne fra koncerten HER.

Swedish House Mafia, Royal Arena, 091122
Læs bedømmelse8 stemmer
4.5