Larkin Poe, VoxHall
Foto: Hasan Jensen

Larkin Poe: Hvor meget kan man egentlig vride ud af fire akkorder?

Læs bedømmelse4 stemmer
4

Nogle dage er bare op ad bakke. Sådan en dag var det for den charmerende irer, Ryan McMullan, der som support for Larkin Poe skulle varme op for The Southern Sisters på Voxhall i Aarhus. Dagen før havde han kort afbrudt fem ugers intensiv europæisk tour med søstrene for et vigtigt gig hjemme i Derry på den lysegrønne ø. Den beslutning kom med en pris.

McMullan gik på scenen i fodboldtrøje og skovmandsskjorte. Forneden brillerede han med sokker i sandalerne. Hvad der kunne have været et progressivt fashion-statement, viste sig at være det kluns, som pop-poeten var efterladt med i bagagen, efter at et transit-kiks havde efterladt ham uden både hans scenetøj og hans faste pianist.

Det afholdt dog ikke Belfasts unge udgave af Niels Hausgaard for at levere virtuost fingerspil, skønsang og lækker lyd, der forvissede om en lovende singer-songwriter-stjerne, man bør holde øje med. McMullans tekster består dog primært på banaliteter og hjerte/smerte rim, så mon ikke, der er mere at komme efter, når livet har bidt sig ordentlig fast i knøsen med den uheldige fly-karma.

Ryan McMulland, VoxHall
Foto: Hasan Jensen

Knoxville, Georgia, Nashville

– “Are Y’all ready to rock n’ roll?” brøler Rebecca Lovell retorisk, da aftenens hovednavn entrerer scenen med et damn straight four piece band bestående af trommer, bas, guitar og lavthængende lapsteal. Alle iklædt Johhny Cash’sk sort fra top til tå. Retrolamperne flimrer i nuancer af grønt og rødt, mens de to unge blues-divaer vælter Voxhall med titelsangen fra deres seneste album; (She’s a) “Self made man”.

Og der er ved Gud langt mere at komme efter, end blot et par kønne ansigter hos Lovell-søstrene. Født i Knoxville, opvokset i Georgia og nu bosiddende i Nashville flyder blues’en tykt i søstrenes årer, og mens Rebeccas dybe vokal vrænger refræner om at skille sig uheldigt ud i det amerikanske bibelbælte, danser søster Megans fingre hen over strengene på den lapsteal-guitar, der gør hele forskellen for Larkin Poe.

Sømløst slynger søstrenes vokaler sig mellem hinanden, og med en tung bund fra trommeslager Kevin McGowan og den mullet-bærende bassist, Tarka Layman, skaber de sammen et univers, hvor bluesen stortrives og aldrig rigtig bliver kedelig. Larkin Poe fremtræder som overbevisende bannerførere for rendyrket amerikansk roots and blues musik, men på mærkværdig vis formår de at gøre musik, som blev skrevet førend nogen af os var født, relevant en majdag i 2022.

Larkin Poe, VoxHall
Foto: Hasan Jensen

Den blå komfortzone

Og således lykkes det Lovell-søstrene at vinde et næsten udsolgt VoxHall over på en mandag aften. Det er blues. Det er ægte. Og det er ekstremt overbevisende leveret.
– So many new friends! konstaterer Rebecca, da en hurtig håndsoprækning viser, at størstedelen af den aarhusianske publikum er førstegangslyttere af Larkin Poe.

Det får blot bandet til at give den ekstra gas. Selvom bandets største hits som “Trouble In Mind”, “Bleach Blond Bottle Blues” og “Holy Ghost Fire” ikke trækker væsentlig større bifald end den spritnye single fra søstrene, “Bad Spell”, vælter energien ud over scenekanten. Ikke mindst i de soli, der cementerer, at vi her har at gøre med en ny generation, der ikke bare spiller – men føler – The Blues.

Og selvfølgelig afsluttes koncerten med et ekstranummer i intime rammer helt forrest på scenen. En hyldest til blues-legenderne og en svunden æra. Trommesættet er erstattet af en skrabet lilletromme. Rebeccas brølende el spade er sendt af scenen. Tilbage står rå vokal på en bund af fortidens stemmer. Voxhall forvandles for et stund til Nashville, og Larkin Poe hiver blues-stikket hjem. En sikker og flot levering, der dog aldrig blev rigtig farlig sådan en lummer forårsaften i Aarhus.

Larkin Poe, VoxHall
Foto: Hasan Jensen
Larkin Poe, VoxHall
Foto: Hasan Jensen
Larkin Poe, VoxHall, 300522
En sikker og flot levering, der dog aldrig blev rigtig farlig sådan en lummer forårsaften i Aarhus.
Læs bedømmelse4 stemmer
4