Koncertbraget med det amerikanske heavy metal-band, Slipknot, var et brag fyldt med store følelser og vilde armbevægelser. I hvert fald for dem som turde hengive sig til det maskerede cirkus, der torsdag aften besøgte hovedstaden i Royal Arena.
Da det kæmpemæssige scenetæppe blev hævet op klokken 21:40, lyste der ud fra scenen en hypnotiserende, men rolig blå farve. Lysene ramte alle arenaens hjørner, og i uhyggelig stilhed ventede de 11.000 mennesker i spænding på, at de maskerede mænd gik på scenen. Da lyden af ”Insert Coin” begyndte, og bandets medlemmer marcherede ind på scenen, kunne publikum endelig give slip: Slipknot var ankommet, og nu kunne koncertbraget endelig begynde.
Scenen var bygget op af flere forskellige niveauer og elementer, som tilsammen skabte en scene, som lignede et moderne mesterværk. Et mesterværk er måske at strække den for langt for aftens anden sang ”Disasterpiece”, men ikke desto mindre fik sangen publikum op i femte gear.
Desværre var bandet nødsaget til at trække i håndbremsen kort efter koncertens start. Sådan lød det hvert fald. Under sangene ”Eeyore”, ”Before I Forget” og ”New Abortion” smuldrede lydbilledet fatalt og gjorde i sekvenser Royal Arena til et torturkammer.
Ikke rigtig børn, ikke rigtig voksne
Afstanden mellem scenen og publikum i koncertsammenhænge bliver i musikverdenen omtalt ’graven’. Graven er der, hvor fotograferne oftest får lov til tage billeder under de første tre numre af en koncert. Udover fotografer plejer der også at være en håndfuld vagter. En håndfuld ville dog til aftenens koncert med amerikanerne være en kæmpe underdrivelse. Med hundredvis af moshpits og flyvende knytnæver var der nok til se til, men det er efterhånden hverdagskost for det 20 år gamle band at være vidne til. Det var ikke kun publikum, som havde fart under skoene under aftenens koncert.
Alle ni medlemmer af bandet løb nemlig frem og tilbage, op og ned overalt på scenens forskellige niveauer. Det var meget forfriskende ved de første par numre, men halvvejs inde i koncerten mindede det bare om en børnehave på tur ved en legeplads.
Men Slipknot kan også lege vokse. Det præsterende de hvert fald under “Solway Firth”, hvor Corey Taylors uimodståelige vokal var stille og skrøbelig under introen. Noget som Slipknot burde have gjort noget mere under deres koncert. Det ville have været anderledes at høre introen fra ”Birth of the Cruel” eller ”Wait and Bleed” blive fremført stille. I stedet fik man serveret en omgang smaddermetal bestående af utrolig gode sange, som blev ødelagt sang efter sang, fordi man kun tænker på sin (u)hyggelige fremtræden med masker. Sidstnævnte sang var dog fremført præsentabel, hvor ordene rent faktisk var tydelige hele nummeret igennem.
Igen og igen og…
Da klokken nærmede sig 23:00 hev Slipknot et stort es ud af ærmet. Esset hed ”Duality” og blev kært modtaget. Flere valgte i begejstring at vise ølmaverne frem og nogle valgte endda også at vise de nedre regioner. De fleste tog dog hurtig trøjerne på igen da lyden af ”742617000027”, som senere spillede over i ”(sic)” begyndte.
Slipknots koncert i Royal Arena bar tydeligt præg af, at de har været i gang i 20 år. Bandet ved tydeligvis, hvilke sange der fungerer. Især ved de afsluttende sange. Her leverede de både ”People = Shit” og ”Surfacing”, hvor der ikke blev sparet på brugen af visuelle effekter. Energien var heller ikke til at misse.
Slipknot er flere gange blevet kaldt et af de bedste livebands. Til aftens koncert vidste de hvorfor. Med en klar mission om at gennemtæske Royal Arena sønder og sammen blev forventninger indfriet samtidig med at gensynsglæden var stor for både publikum, men også bandet. De gjorde det igen. Det var som at se Jodle Birge på stærke steroider. Meget stærke.
Vi ses til Smukfest til sommer!
