Det var technokræs for nørderne, Jon Hopkins leverede torsdag aften på årets Roskilde Festival. Smukke, langsomme opbygninger, som blev smadret i tusinde stykker, når først droppet bankede gennem lydmuren.
Jon Hopkins er et lille geni. Eller rettere sagt et højt geni. Med virkelig lange arme. Måske er det derfor, han er så god bag en pult, fordi han kan nå det meste. Men man er ikke i tvivl, når man hører ham bygge et nummer op. Hver eneste lyd i et beat bliver nøjsommeligt tilføjet i mikset og hjælper med at bygge op, indtil beatet dropper, når publikum mindst venter det.
Den servering fik et fyldt Avalon torsdag aften på årets Roskilde Festival, hvor den 39-årige britisk gik på scenen iført den samme ikoniske røde sweatshirt som på billedet i festivalens program. For en uge siden spillede han på den ikoniske Glastonbury Festival i England, hvor han af anmelderne blev rost for organiske, nede på jorden electronica kun akkompagneret af visiuals og to dansere på scenen.
Samme koncept tog han med til Danmark, hvor det rave-klare publikum kvitterede med jubel, hver gang et nyt build-up ramte dem i solar plexus sammen med den dundrende bas, der galoperede ud af teltet og mod Orange og Apollo, hvor Amnesia Scanner spillede mørk tung techno også.
Den konservatorie-uddannede Hopkins var en ren fornøjelse at se bag knapperne. Alting blev skruet på og trykket på bag computerskærmen i et intenst arbejde mod at vedblive den harmoni, der lå under den tunge trance, Avalon blev lullet ind i. Imens var der fra tid til anden føromtalte dansere på scenen med to laserværd, de svang rundt i takt til musikken. Det var med sammen med visuals i baggrunden at vedholde koncentrationen og trancen for de fremmødte, bortset fra den enkelte unge fyr til højre for mig, der trampede derudaf i takt til musikken med lukkede øjne 90 % af tiden. I en tung, tung techno-trance.
