Maggie Rogers, Roskilde Festival, 030719
God energi"Alaska" og "Fallingwater" var gode
EnsformigBevægende sig alt for meget
30%Kedeligt fra start
Læser Bedømmelse 8 Stemmer
64%

Efter sigende fik Maggie Rogers sit gennembrud, da hun fik Pharrel Williams til at græde ved en masterclass i 2016. Ved koncerten i Avalon teltet på Roskilde Festival onsdag aften fik hun ikke nogen til at græde. Hun fik dem til at sove.

Koncerten med Maggie Rogers var nemlig søvndyssende og kedelig allerede fra start, og selvom sangene ”Give A Little” og ”Burning” i sig selv er ganske glimrende, så blev det halvtomme telt præsenteret for noget, som lød som en stor pærevælling af hundrede forskellige musikalske retninger.

Og netop forskellige musikalske retninger er noget af det, som Maggie Rogers normalvis kan finde ud af. På sit album Heard It In A Past Life beviser hun, at hun behersker både pop, folk og dance genren. Det gjorde hun bare ikke ved aftenens koncert. Her blev sangene ”Light On” og ”The Knife” gjort fuldstændig til skamme, mens ”Alaska” og ”Fallingwater” var enkelte lysglimt af noget godt.

Den kun 25-årige sangerinde indtog scenen med en stor portion energi, men energien kom aldrig længere end til scenekanten, selvom Maggie Rogers ihærdigt forsøgte i koncertens 55 minutters varighed. Det virkede som om, at sangene sendte et søvndyssende støv ud blandt publikum, som gjorde, at der lidt efter lidt forsvandt publikum.

Se også: Maggie Rogers i DRs Koncerthus HER

Stå nu stille Maggie!

Alle festivalgæster har fået et armbånd med tilhørende chip på håndleddet. Armbåndet gør det muligt at tracke bevægelsesmønstre ved ind- og udgangene. Hvis man skulle tracke et bevægelsesmønster ved Maggie Rogers, ville det ligne en krusedulletegning fra et lille barn. Hun bevægede sig nemlig så meget, at det var lige før, at øjnene sad i baghovedet ved koncertens afslutning. Dette var samtidig et utrolig forstyrrende element, da det var svært at holde fokus på hende. Når der samtidig med hendes bevægelser er mange andre bevægelser i nærheden, bliver det alt for meget. Et hæderligt øjeblik var dog ved “Dog Years”, hvor hun for en sangs stund stod forholdsvis stille på scenen uden alt for meget postyr.

Efter koncerten er der med garanti nogle festivalgæster, der forlader Avalonteltet med en følelse af deja-vu. Forklaringen er ganske enkelt: Maggie Rogers lød præcis som den engelske sangerinde Jessie J. De lyder ens, de ser ens ud og har begge en utrolig energi på scenen. Selvom hun prøver at være helt sin egen, så lød hun onsdag aften blot som et coverband uden de helt store ambitioner.

Maggie Rogers, Roskilde Festival, RF19

Foto: Robert Hendel