Det var en fornøjelig stund da Maggie Rogers besøgte den udsolgte sal 3 i DR’s koncerthus igår aftes. Det var ømt, det var dansabelt, det var smukt.
Maggie Rogers har haft det vildeste år i sit liv, fortæller hun publikum mellem numre fra en sætliste der både indeholder hele hendes debut EP “Now That The Light Is Fading” og nye numre, samt et enkelt cover. Den 22-årige fra Maryland, USA er da også kommet langt siden en video af Pharrell Williams’ reaktion på hendes sang, og første single, “Alaska”, gik viralt sidste år.
Ungdommeligt retro
Hendes musik er pop, men inspirationerne kommer mere fra den amerikanske folk scene, end fra top 10 listerne, men inspirationen fra dance musikken er mindst lige så mærkbar. Dette kommer til udtryk allerede fra koncertens start. Der lægges ud med “Color Song”, en sang bestående af sjælefuld vokal, kun akkompagneret af en enkelt keyboard akkord, og fuglekvidder.
Denne sindsro bliver afbrudt af aftenens anden sang, et nyt nummer som der ikke blev givet titel på denne aften, men som med det samme bringer tanker tilbage på top 10 listerne. Bassen dunker, keyboardet spiller melodisk og fyldigt, og Maggie’s vokal er så stærk i omkvædet at jeg næsten ikke kan vente til at have hørt den så meget hen over sommeren, at jeg kan synge med på den selv på de seneste nætter.
Sal 3, for dem som ikke har haft fornøjelsen, er en af de mindre sale i koncerthuset, og den er udsolgt denne aften. Nok er det hendes første koncert i Danmark, men det er tydeligt at publikum er kommet for at se hende. Enhver tvivl herom bliver overdøvet af det bifald der fylder salen efter det tredje nummer “Dog Years”, et bifald der har en synlig virkning på aftenens hovedperson.
Excentricitet på dansegulvet
Det første der slår en når man ser Maggie Rogers på en scene, er hvor umiddelbar hun virker. Hendes tøjstil og lange brune hår minder om 60’erne, og hendes rytmiske, skæve og unikke dansen, virker mere for hende selv end det gør popstjernekoreografi. Det er et personlig præg som giver den verdenslige folk-dance-pop en meget jordnær udstråling.
I anledning af kvindernes kampdag fik vi også en coversang, Neil Young’s “Harvest Moon”, i en meget anderledes udgave. Væk var de stille præriebilleder typisk fremmanet af Young, istedet fandtes her natklub vibes og kraftig, smuk vokal. Det var da også en udgave som hun præsenterede som “Ikke bedre, bare anderledes”, og jeg må da erkende jeg aldrig har set så mange teenagere danse til Neil Young før.
Enkelte elementer trækker dog aftenen ned. Lyden i sal 3 er ikke på niveau større spillesteder, eller de større sale i koncerthuset, og bassen er ofte meget høj, hvilket gjorde at nogle af de mere følsomme dele blev overdøvet. Men når det var godt, så var det fantastisk. Aftenen afsluttes med sangen der startede det hele, “Alaska”, og et enormt, velfortjent, bifald til den unge sangerinde.
