East coast-rappen virkede mere død end levende, da legendariske GZA fra Wu-Tang Clan gav koncert på Train søndag aften.
Selv geniale tekster fremført af legender bliver til enslydende ordstrømme, når de bliver leveret uden gusto og med for meget rutine.
Det beviste rapperen GZA fra Wu-Tang Clan, da han gav koncert på Train søndag aften.
Koncerten forgik mere eller mindre i det samme tempo fra start til slut. Flankeret af DJ, hypeman og en fyr, der bare stod ved DJ-pulten med en flaske champagne, gik GZA frem og tilbage over scenen, mens han rappede sine vers. Nogle gange med lukkede øjne. Tit med den ene hånd i lommen.
Det udviklede sig til at blive en kedelig aften, hvor rapperen kun glimtvis om ud over scenekanten.
Mangler modspil
GZA er ellers en af verdens mest anerkendte og anmelderroste rappere. Både for sit arbejde med Wu-Tang Clan og for sine soloudgivelser. Men han har aldrig været en kommerciel stjerne eller en entertainer. Heller ikke i halvfemserne, da han var mest kendt. Hans intrigante tekster og nedtonede flow byder ind til lytning, ikke øl-kor eller mosh pits.
Hans celebre, underspillede stil er en vigtig del af Wu-Tang Clans appel, og den virker især stærk overfor Ghostfaces passion, RZA’s excentricitet og ODB’s vildskab. Eller som Method Man sagde det på Wu-Tang Clans debutalbum: ”We form like Voltron, and the GZA happens to be the head.”
Men til koncerten på Train blev det for meget hjerne og for lidt krop.
Han lød ellers godt. Stemmen har nærmest ikke forandret sig i de 26 år, der er gået siden debutalbummet med Wu-Tang Clan, og han kan tilsyneladende lire de fleste af sine tekster af søvne. Hvad han også gjorde størstedelen af tiden.
Derudover gjorde han klogt i at spille samtlige numre fra debutalbummet, Liquid Swords, der står som et hovedværk i hiphopgenren. Enkelte gange kom stemningen også helt op at koge. Blandt andet under 4th Chamber og Shadowboxin’. Men i begge tilfælde udførte de fantastiske beats den tunge del af løftearbejdet, og GZA fremførte sangene på autopilot.
Generelt fejlede beatsne selvfølgelig ingenting, og de flest publikummer nikkede med nakken fra start til slut. Det har sin fordel at være backet af en af hiphoppens største og vigtigste producere nogensinde – RZA – men til søndagens koncert var det en sovepude.
Bedre med mere ro
Han forsøgte at par gange at bryde med monotonien ved at hæve stemmen eller tale med publikum, men det endte i same, døde rille. Med ham vraltende rundt på scenen med den ene hånd i lommen og med samme gennemslagskraft som en våd papirspose. Det var frustrerende at være vidne til. Især fordi publikum cravede en Wu-Tang-fest, og GZA også tydeligvis gerne ville levere den. Men ultimativt havde han ikke indlevelsen til det.
Et setup som til hans Tiny Desk Concert havde fungeret meget bedre. Med et klart lydbillede og en afdæmpet atmosfære havde sangene fået den plads, de fortjener. I stedet var det som at se en stumfilmsskuespiller i en actionfilm.
Og ja, klassisk rapmusik har selvfølgelig stadig sin berettigelse. Også på de store og halvstore scener. Det beviser de unge løver som Action Bronson og Pede B, men også veteranerne som Ice Cube og House of Pain. De formår at mixe ordstrømmene med showmanship. Man behøver ikke en milliard hi-hats i sekundet eller autotunede hooks for at få publikum med sig. Men GZAs koncert havde også været wack i 1995.
