Det er ikke lang tid siden, at et af de mest ikoniske metalbands i verden sidst gæstede Danmark. Hvor det sidste gang var Herning og omegn, som fik glæden af Iron Maiden, så var det nu tid til at indtage København. Det blev gjort med stil.
Med en lille videointro og en afsløring af bagsættet, kom der dejlige guitarlyde ud af højtalerne i Royal Arena. Og så kom Iron Maiden på scenen til et massivt bifald. Iron Maiden er mange ting, men de er først og fremmest et levende band, hvor sceneshowet er helt i top. Under åbningsnummeret “Aces High” kom der således en fuldstørrelse Spitfire ned fra toppen af scenen. Allerede her var jeg ved at gå bagover af ren og skær benovelse. Men det skulle vise sig, at være en lille del af det fantastiske show, som de gæve briter havde slæbt med.
Gør det vildere!
Da tonerne til en personlig favorit, “2 Minutes to Midnight” gjaldede ud over arenaens gulv var jeg nærmest i ekstase. Det var ren gåsehud, at mærke genklangen fra 15.000 mennesker der synger omkvædet, og det blev ikke forværret af en glimrende “The Trooper” hvor Eddie, Iron Maidens maskot og varetegn, udkæmpede en drabelig kamp med forsanger Bruce Dickinson. Her tænkte jeg, ærligt talt, at København ikke er blevet udsat for et lignende bombardement, siden dengang briterne bombede byen i smadder.
Veloplagt publikum, fremragende band og en forsanger der hverken kunne eller ville stå stille og gav den fuld gas.
Wow!
Og så det lidt triste.
Iron Maiden kom flyvende fra start, med et tempo, som desværre ikke holdt hele vejen igennem. I andet nummer var der lidt knas med lyden, som desværre fortsatte resten af koncerten igennem. Mere eller mindre alle mellemtoner på guitar og bas blev en smule forvanskede og endte med at mudre en del. Det var skyld i, at adskillige numre midt i sættet desværre ikke kom helt op at flyve. Særligt ærgerligt var det under “The Wicker Man” som ellers så ud til at blive spillet forrygende fra scenen. Det er nok noget med forskellen på lyden i en hal og udendørs, som har taget fusen på lydmanden, som dog havde forstået, at guitarsoli skal der altså skrues op under.
Det er fandme ærgerligt, at den ikke sad lige i skabet hele vejen, for det kunne have været en af de der sjældne fornøjelser med et band i topform, og et publikum, der var kommet helt op at ringe. Desværre må vi tage os til takke med lidt mindre, dog skal det siges, at det stadig var en forrygende oplevelse, hvor der var overhængende fare for, at det kunne være gået galt på den helt rigtige måde.
Så blev det tid til at lukke festen.
Iron Maiden har et gigantisk bagkatalog, og på denne aften var det helt tydeligt, at det bedste var gemt til sidst. Fra “Number of the Beast” til afslutningen med ” Run to the Hills” var det en fornøjelse at blive mødt med hurtige guitarer, fede basgange og solidt trommespil. Iron Maiden kan bare det hele på en scene.
Og ild!
Første halvdel af showet havde ikke synderligt med pyroteknik med i sig, men så blev der da ellers også skruet op for varmen på denne dejlige sommeraften. Om det var den håndholdte flammekaster, som Dickinson gav den alt hvad den kunne trække med, eller det var de seks jets i lyset over scenen, så var det en fyrig oplevelse, som jeg sent vil glemme, for den enorme præcision, og tarveligt gode timing, som Iron Maiden formåede at levere på denne aften.
Sceneshow, sceneshow sceneshow
Nu har jeg sagt det tre gange i streg, og det kan bare ikke understreges nok, hvor vildt det var. Om det var flyvende kranier, den føromtalte Spitfire, eller den næsten overdrevne symbolik i lysende kors på scenen.
Til denne koncert blev man næsten forblændet af et formidabelt sceneshow, og det er umuligt at skille musikken fra det fænomenale show, hvor kostumeskift hos Dickinson var med til at bibringe en stemning, der kun blev understøttet af et omskifteligt bagtæppe, der gik fra krigsbilleder, over Eddie Wallace under “The Clansman”, til religiøs symbolik i både forestillinger af helvede og himmel. Cirka midtvejs omdannede scenen sig da også til en katedral med fine glasvinduer, der transformerede sig til djævelske Eddier i stedet for helgener eller apostle. Katedralen fungerer samtidig som en fantastisk ramme for at forklare Maidens musik. Det er en symbiose mellem benhård heavy metal og en fornemmelse for gode melodier, og de religiøse motiver giver associationer til de højere magter.
Det kan godt være de ikke er satanister, men der er altså noget mørkt i deres udtryk, om det så er manden med lanternen og den venetianske karnevalsmaske til “Fear of the Dark”, eller den kutteklædte munk til “Sign of the Cross”. Iron Maiden er farlige, men på den måde, som samtidig kan hældes ned med en iskold fadøl. Man kan faktisk kun blive imponeret over, hvor gode de stadig er, for det er sjældent, at et band kan spille så medlevende musik, så mange år efter det er blevet skrevet, og stadig fremstå, som om de mener det.
De må gerne komme igen for min skyld.
Hvis et band er i stand til at spille med den udstråling efter fyrre år, så er de velkomne til at komme igen, når de har lyst og føler for det. Det er en fornøjelse at se så dygtige musikere på en scene, og selvom jeg ikke synes at koncerten kommer helt op blandt mine bedste koncertoplevelser, så var der smæk på. Iron Maidens musikalitet strålede igennem og de småting, som ikke var lige efter bogen, blev rettet ind med rutinen, som også i den grad var der.
Til sidst skal der da også lige ønskes tillykke til Nicko med hans fireogtresårs fødselsdag, som vist ikke helt stemmer, da han er født i 1952 😉
